Foredrag

Igennem mere end tyve år har Mathilde Walter Clark holdt foredrag i hele landet, både om sit eget forfatterskab, men også andres forfatterskaber (som for eksempel Kierkegaard, Thomas Mann, Pontoppidan og J.M. Coetzee), og om vidtspændende emner som amerikanske forhold, identitetspolitik, den amerikanske seriemorderindustri, køn, familieforhold og om klima og aktivisme. Hun holder desuden foredrag om skrivekunst og er tilknyttet dagbladet Informations kursustilbud, hvor hun igennem en årrække har givet mesterklasser i at skrive erindringer og i at skrive essays. I september 2023 er hun aktuel med Det blinde øje som handler om den nationale minkaflivning, om mediedækningen—og om alt det man finder ud af hvis man stiller nogle andre spørgsmål.

Foredrag 1
OM HVORDAN MINKENE FORSVANDT UD AF MINKSAGEN

I efteråret 2020 sad Mathilde Walter Clark isoleret i sit hjem og så de nationale minkaflivninger på tv, men billederne stemte ikke overens med den historie der blev fortalt. Vi hørte om papir—om jura og hjemmel og om hvis skrivebord noget lå på hvornår. Men hvorfor stod vi pludselig i døde dyr til knæene? Hvem var de egentlige ofre? Hvem var de skyldige. Er der overhovedet nogen der går fri? Og hvad sker der med os, når dyrene bliver fortrængt fra vores historier? I det øjeblik man opfatter dyrene som dyr og ikke som ting ændrer historien sig fundamentalt. Som var det en kriminalgåde følger Mathilde Walter Clark et andet spor end medierne. Sporet fører ud i verden—til gaskamrene i USA, til korruptionsbekæmpelse i Kina, og til opdagelsen af hvordan man hjemme i Danmark slanker en mink. Undervejs bliver mediedækningen og de historier vi bliver præsenteret for taget grundigt ved vingebenet. Oplev et levende og spændende foredrag med udgangspunkt i bogen, Det blinde øje, hvor vi får helt nyt perspektiv—ikke bare på et stykke Danmarkshistorie vi troede vi kendte, men på os selv.

Foredrag 2:
HVAD BETYDER SPROGET FOR VORES BEHANDLING AF DYRENE?

Vi producerer i Danmark hvert år 200 millioner dyr i aflukkede produktionanlæg. I stedet for adgang må offentligheden forlige sig på sproglige overleveringer for at nærme sig dyrenes virkelighed. Med udgangspunkt i de vidt-læste bøger Det blinde øje og Hvordan man laver dyr, fortæller Mathilde Walter Clark om hvilke liv dyrene lever i anlæggene, hvordan vi taler om dem, og hvad det betyder for den måde vi behandler dem på. 

Foredrag 3:
HVORDAN MAN SKRIVER ESSAYS

Mathilde Walter Clark har et alsidigt forfatterskab bag sig som med tiden har bevæget sig væk fra de traditionelle genrer. Da hun i 2020 udkom med essaybogen Huset uden ende, spurgte informations anmelder: Hvad vil det sige at skrive gode essays? Og svarede selv: Sådan her, ligesom Mathilde Walter Clark. I sit foredrag fortæller hun engageret—og meget konkret—om hvordan hun skriver, og bliver ved med at skrive. Hvad er et essay, og er det med genren overhovedet vigtigt? Hvordan kommer man igang, hvad er vigtigt, og hvordan organiserer man sit stof? Er det vigtigt at vide hvor det hele skal ende? Hvilke overvejelser er der ved at bruge det grænseoverskridende "jeg" på skrift? Hvordan skaber man en levende tekst? Og hvilke essayister er gode at læse? Hør én af sin generations mest markante essayister dele ud af sine bedste tips og tricks fra sine mange timer bag skrivebordet.

Foredrag 4:
OM AT SKRIVE ERINDRINGER

Med romanen Lone Star, som bygger på Mathilde Walter Clarks egen historie med sin amerikanske far og hans familie, skrev hun sig direkte ind i læsernes og anmeldernes hjerter. I foredraget fortæller hun om hvordan hun går til værks når hun skriver på eget erindringsstof. Hvorfor overhovedet skrive erindringer? Hvem henvender man sig egentlig til når man skriver om sit liv? Hvordan begynder man, og hvad skal med—og især ikke med? Hvordan skriver man om sine oplevelser så det ikke bliver kedeligt for andre? Hvordan kommer der liv i skriften, og hvordan undgår man at suge livet ud af sine erindringer? Hvordan kan man bruge sit "jeg" på skrift uden at det bliver selvcentreret—og hvilke overvejelser er der i forhold til de mennesker, man skriver om? Oplev et engageret og personligt foredrag hvor Mathilde Walter Clark generøst deler ud af sine erfaringer med at skrive om sit eget liv.

Skriv til:

booking@mathildewalterclark.com

eller til:

booking@artebooking.dk

info@forfatterforedrag.dk