TINGENES UORDEN

2005. Samlerens Forlag.
Historier. 141 sider

A drømmer om at blive en litterær karakter, men er af ydre og af personlighed ganske almindelig og dermed ikke just materiale for litteraturens sværvægtere. Det bringer ham til én af den slags bureauer, der etablerer kontakten mellem forfattere og deres figurer, hvor han håber, at de vil antage ham trods hans karakterløse forfatning. Her møder han Walter, Forfatterens Alter Ego, som længes efter at tage sagerne i egen hånd, og som er den virkelige ophavsmand til denne samling sære, filosofiske og humoristiske fortællinger.

Det bliver til historier om sprogets oprør og materiens genstridighed – om Otto Hoffmeyer, som endegyldigt mister ordet ‘fiskefilet’ fra sit ordforråd og hjemmeværnsmanden der bliver sært tiltrukket af en giraf bag tremmer. Om bygen der bliver begravet under en stor, sort sky, og om den danske sprogforsker Rasmus Rasks jagt på ursproget. Og om Forfatteren, der ikke kan finde den rette opfølger til den første sætning i sin Store danske Roman: ‘Kun månen var det lunefulde vidne til skabelsen af hans værk.’

Køb Tingenes uorden som ebog

Det skrev anmelderne:

Først og fremmest skal der herfra udtrykkes en stor fornøjelse ved, at der er kommet en så tør, underfundig og barok forfatterpen på arenaen.
- Information

Jeg tager gerne mit kritiske hoved af for tankens dristighed og Mathilde Walter Clarks mod.
- Politiken

★★★★★
Den dansk-amerikanske filosofikandidat (…) bekræfter med novellesamlingen Tingenes uorden, at hun er den mest originale danske forfatter siden Svend Åge Madsen.
- Fyens Stifttidende

★★★★
Novellerne (…) fremstår som små perler.
- Costume.

★★★★★★
…en fantastisk kombination af logik og fabuleringens yderligheder (…) Det er flot konstrueret, stramt fortalt og fornemt fabuleret.
- Bookworm

★★★★
Latterklukkende underholdt fra side et (…) Mathilde Walter Clark skriver ganske enkelt som Mathilde Walter Clark: rapt, gakket, klokkeklart og med en mærkelig logisk fremdrift.
- Femina

…at hun med debuten sidste år blev fremhævet for sin sjældne evne til at få smilet frem hos læseren, kan man godt forstå efter at have læst Tingenes uorden.
- Midtjyllands Avis

Somme tider er en fortælling ikke bare en fortælling, men en lærerig oplevelse. Sådan er det med Mathilde Walter Clarks noveller. De ikke bare underholder, de udvider og udfordrer også læseren. (…) Et godt råd: få fingrene i disse livskloge og lærerige historier, der besidder en humor så absurd, at man skulle tro, de var forfattet i en kælder sort som kul.
- DR kultur

Lutter skønne personer i universer, der – trods deres skævhed – ikke ligger så langt fra virkeligheden endda."
- Alt for Damerne