Af Mathilde Walter Clark
MetroXpress 23. april 2008
Kære gamle skole. Forleden fik jeg den triste meddelelse, at du snart går bort. Nu slår de dig sammen med Metropoliltan, siger de, fordi I begge er for små til at stå alene.
Jeg var med til at fejre dit tohundredeårs jubiliæm med et festfyrværkeri kreeret af din gamle elev, Tivolis legendariske Barfoed. Jeg er blevet smidt i søen i Østre Anlæg lige ovre på den anden side af gaden, som traditionen foreskriver, og blevet smidt hjem af rektor på J og P-dag sammen med talløse andre alliker. På min første skoledag fik jeg Jørgen Mylius’ gamle oldbog; navnet stod indført som det første i rækken med sirlige formbogstaver. Og dengang politikerne truede med at lukke nogle andre små, protesterede vi ved at besætte dig, og jeg overnattede flere dage i dit fransklokale, Jyttes fransklokale, Jytte, hvis allergi krævede en speciel maling. Jytte hvis navn udtaltes Sjyt.
For nylig sammenlignede jeg Danmark med et gymnasium overfor en veninde. Vi har allesammen vore roller og når, der sker noget, ved vi nøjagtigt hvem, der vil sige hvad. Der er dem, der er elevrådsformænd, dem der står for skolebladet, dem man altid kan regne med opfører sig åndssvagt til festerne osv. Det er rart og hyggeligt. Min veninde sagde, at det da var fordi, det netop var mit gymnasie, dig gamle ØB, der er Danmark.
Elever fra min tid er Pernille Fischer Christensen, hvis film får priser i udlandet. Manuel Claro, som er én af vores fineste filmfotografer og som allerede dengang var “skolens fotograf”. Christian Dyekjær som lige har lavet en film. Rosa Trier. Auken-børnene. Din skriverskare er stor: Noa Redington har lige skevet en bog om Helle Thorning, Timme skriver på Berlingske, Peter Svarre allevegne. Pasternak fra parallelklassen er forfatter som jeg. Isenbecker er blevet direktør for skolestyrelsen. Da jeg så ham sidst sagde jeg: “Du kan da ikke være direktør for skolestyrelsen! Jeg har set dig til gymnastik!” Men det kan han altså.
Dine gamle elever er i gang med at lave Danmark. Nu smelter du sammen med maltbolchet. Og dét på grund af en topstyret uddannelsespolitik, der ikke bryder sig om små skoler. Jeg håber bare, at himlen åbner sig og Guds barmhjertige hånd glider ned mellem skyerne og fikser det hele. Jeg håber, at også Gud er gammel ØB’er.
