I tre måneder boede jeg som én af 18 kunstnere på Swatch Art Peace Hotel på den bedste adresse i Shanghai, kvit og frit. Dealen var at jeg skulle efterlade et “trace”, et værk af en slags, manuskriptsider, hvad jeg end følte repræsenterede mig og mit arbejde. En anden deal var at jeg skulle være parat til at åbne min dør hvis der kom besøg. Det var mest kunstfolk. En enkelt gang kom der en kurator fra Tate Modern. Jeg gik rundt på værelse 22 og bed negle. Disse besøg var lidt skræmmende for mig, for mit værelse var fuld af usynlige ting. Hvordan skulle jeg pege på den rigdom så min eventuelle gæst kunne se den? Jeg fandt hurtigt ud af at der ikke var nogen grund til panik. Når der var besøg, var der ingen der bankede på mit værelse. De ville allesammen besøge billedkunstnerne. Jeg bebrejder dem ikke. Jeg ville også selv helst besøge billedkunstnerne. Deres atelierer var spændende, de var fyldt med optrækkelige heste og heliumballoner og keramikpinde. Underbukser hvorpå der stod: ADIOS. Levende silkeorme på maojakker.
Det fik mig til at tænke over det jeg laver. Det fik mig især til at tænke over læsningens magi. Litteraturen er unik blandt kunstarter fordi arbejdet deles mellem forfatter og læser. Hvis jeg derimod ser en film er der en instruktør der har besluttet hvordan heltinden skal se ud, hvordan vejene, husene, verden, det hele ser ud. Billedkunstneren har besluttet hvordan billedet skal se ud. Komponisten hvordan musikken skal lyde. En bog er anderledes. På siderne står nogle ord. Dem har forfatteren bestemt. De minder om billedkunst: de danner et billede, sorte bogstaver på hvidt papir. De minder om musik: de har en lyd. Men der skal en læser til at få ordene til at udfolde sig. Idet jeg læser bliver det usynlige synligt i min forestillingsverden. Det jeg udfolder (eller som helt magisk udfolder sig for mig) er ikke det somme som forfatteren har forestillet sig. At læse er en fuldkommen intim og vild ting, fuldkommen privat. Det kan ikke adskilles fra mine egne erfaringer og min egen fantasi. Alligevel forestiller jeg mig ikke hvad som helst. Kun hvad disse bestemte ord sætter mig igang med at forestille mig.
En læser er et særligt væsen. At læse tager tid. At udfolde verdener i sin forestilling er et tålmodigt - men også ubeskriveligt givende - arbejde. Jeg besluttede mig for at lave en hyldest til læseren. En lille bog om alle de usynlige ting jeg havde arbejdet med i værelse 22. Der er ti kort man kan folde ud. På kortene kan man se de usynlige ting – IMAGINARY OBJECTS – indtryk, scener, steder, begivenheder, vistas. Jeg skriver hvad der er på kortet, og så folder læseren det ud og ser det. Bogen er et spektakel, en fejring af læsningens magi. Den kom til at se sådan her ud:
