Af Mathilde Walter Clark
MetroXpress d. 19. august 2005
Copyright © Metroxpress og Mathilde Walter Clark 2005. Brug af papirkopier/prints til undervisningsbrug på uddannelsesinstitutioner eller i erhvervsmæssig sammenhæng er kun tilladt efter aftale med Copydan Tekst & Node og inden for aftalens rammer.
Jeg mindes, at jeg sidst så den i en Irma forrige vinter. Siden har jeg ledt i samtlige supermarkedkæder og tankstationer fordelt over det ganske land, men ak uden held. Der er sket noget, som kalder på folkeopstandelse. En stor chokolade har forladt os. Hvad værre er: den har forladt os i al ubemærkethed. Gledet lige så stille ud i glemslen, uden at nogen har forsøgt at sætte en stopper for det. Men så let skal det ikke gå, hvis det ellers står til mig.
Hvem husker ikke den blå og orange indpakning, der indeholdt den gudsvelsignede chokolademundfuld, som bar det sælsomme navn “Kold Trøffel med Orange”? (I folkemunde kendt og elsket som “Kold Orangetrøffel”). Den lå på sådan en lille skinne af pap. Da jeg var barn fyldte den til at begynde med skinnen helt ud. Udenpå var der mørk chokolade og indeni fandtes et særligt smygefuldt fyld af appelsinsmagende nougatcreme. Hvorfor den blev kaldt ‘kold’, ved jeg ikke. Den var aldrig specielt kølig. Den var bare lækker.
Med årene blev chokoladen mindre og mindre. Til sidst lå der bare en lille stump og svuppede rundt i pappet. Som lille spekulerede jeg meget over, hvad mon det skyldtes. Alt andet blev jo større og større. Colaflasker f.eks. Men trøflen bare svandt og svandt indtil den tilsidst ikke var andet end en lillebitte, undseelig plesken. Og nu er den helt død og borte.
Da jeg ringede til Nestlé for at finde ud af, hvor den var blevet af, får jeg en trist besked, der koncentrerede sig om salgstal og andre grå overvejelser, som ligger ganen og hjertet meget fjernt. Det var simpelthen ikke rart at høre en elsket chokolade omtalt som en statistik. Ud er chokoladen røget, fordi den ikke solgte nok. Det tror da pokker, så lille og skvattet som den blev til sidst! Man burde bare have taget sig bedre af den, burde man.
Den produktansvarlige Tania Iversen kunne faktisk ikke engang sige, at man havde holdt så meget som en lille fest i forbindelse med trøflens afgang. Ikke med et ord, var den blevet nævnt. Jeg kommer til at tænke på Mozart, der også fik en anonym begravelse. Det er bare ikke værdigt!
“Der bliver jo hele tiden udviklet nye produkter,” kommer det udglattende fra Tania Iversen. “Nye produkter!” råber jeg fortvivlet,“hvad skal vi med nye produkter, hvis de gamle er velsignede af den høje selv?” Og så er det, jeg kommer i tanker om Kung Fu, som Frisko også helt fejlagtigt hev af repertoiret, men som genopstod som følge af et massivt og helt relevant folkeoprør. “Hvad skal der til for at få trøflen tilbage?” spørger jeg. “At der kommer nok henvendelser,” svarer hun. Det er de grå tal igen. Det er åbenbart ikke nok at elske trøflen. Så vi må sørge for at få den tilbage på hylderne. Der er ikke andet for. Telefonnummeret er 44 89 10 00. Ring til Tania Iversen på Nestlé og forlang himmerig tilbage i vores allesammens munde!
