“You are important!”

Information d. 27. maj 2017
Af Mathilde Walter Clark

Copyright © Information og Mathilde Walter Clark 2017
Brug af papirkopier/prints til undervisningsbrug på uddannelsesinstitutioner eller i erhvervsmæssig sammenhæng er kun tilladt efter aftale med Copydan Tekst & Node og inden for aftalens rammer.

I det tidlige forår dumpede der et kort ind af døren. You are important! Stod der med blå bogstaver. Det var en invitation til en 65 års fødselsdag skrevet i Anands karakteristiske indisk-engelske. Sjovt, sagde jeg til min kæreste, det plejer at være fødselaren, der er vigtig i en fødselsdagsfejring, men her var det os. I would appreciate your presence to come and share my happiness, and friendship with you, stod der. PS. Please don't bring any flowers. No songs also please, and no presents. Love, Anand.

Anand har været i Danmark i over tredive år. Han forelskede sig, blev gift, og senere skilt igen. Han har udfoldet sit liv her. Min kæreste kender ham fordi det tilfældigvis var ham der tog telefonen dengang han ringede. Det var kort tid efter Anand kom til Danmark, og han havde en idé. Han kendte noget til musikbranchen i Indien og ville gerne arrangere en turné for et af de store rockorkestre som var tilknyttet det pladeselskab min kæreste arbejdede for. Kom til møde, så snakker vi om det, sagde min kæreste. Hvis ikke det havde været ham, der tog telefonen, ville én af de andre have sagt det. Den slags var almindeligt dengang, især i Århus, og især i det pladeselskab, men også sådan i det hele taget. Hvis folk dukkede op med en fornuftig idé, fik de en chance, og det kom en tre uger lang turné ud af. I Indien. Levet liv, kom der ud af det.

Jeg kan ikke påstå at
jeg kender Anand godt

Jeg kan ikke påstå at jeg kender Anand godt. Jeg har kun mødt ham en enkelt gang. Det var da han fyldte 60. Der var vi også vigtige.

Han bor i Århus, vi bor i København. Anand rejser rundt i hele verden, til Indien, selvfølgelig, og USA og Irland og Finland og flere steder jeg ikke har rede på, og hver gang sender han os postkort. På et tidspunkt blev jeg syg, og Anand hørte om det, og ringede til min kæreste og spurgte om ikke han skulle skrive et opmuntrende brev? Som hovedleverandør af opmuntrende postkort var Anand i den periode mere engageret end nogle af mine nærmeste venner.

Fødselsdagen holdes i et fælleshus til den bebyggelse han bor i. Da vi kommer står Anand midt i rummet i en kortærmet ternet skjorte og hvide jeans. Han har sort hår og gråt skæg og corbusierbriller med bifokale glas. Folk er igang med at bære ting ud fra køkkenet til den indiske buffet. Det er Anand der har lavet maden. Efter han dengang arrangerede turné i Indien, åbnede han en butik med indiske specialiteter i Århus, og han er kendt for at være en god kok. Han har været oppe klokken halv fem i morges for at sætte roastbeefen over. Klokken ti gik han igang med at pudse svinemørbraden for fedt og skære den ud i tern. If there is one thing I hate, siger Anand, it is boredom.

Sidst ville han diskutere Kierkegaard med mig fra en teologisk vinkel. Det var mange år siden han havde opgivet købmandsbutikken. Momsreglerne var for uigennemskuelige, it is literally killing me, sagde han dengang. På et tidspunkt begyndte han at skrive bøger om de ting som optog ham, og som han fik udgivet i England, først kristne emner, og efter han havde læst Hitchens og Dawkins, bøger der talte varmt for ateisme, og som han nu rejser rundt i verden og holder foredrag om.

Vi ved at Anand ikke kunne drømme om at bruge penge på sig selv. Men af de andre gæster får vi nye ting at vide, fx at han har tilbragt en del af sin tid med frivilligt arbejde i en koloni for spedalske uden for Bangalore, og at han har doneret sine få penge til en bus til koloniens børn så de kan komme i skole. Det var der han mødte Palle. Lone blev hans ven fordi hun var på vej til Tamil Nadu for at forske til sit antropologispeciale og skulle bruge én der kunne lære hende tamil. Der er også en gruppe af ældre, som bor i bebyggelsen, og som han på forskellig måde tager sig af, Fru Mortensen fx, hans nabo som ingen familie har selv. Bortset fra selvfølgelig efterhånden Anand. Når et menneskes liv får lov til at udfolde sig uanset om man er havnet her frivilligt, eller af nød, eller om man som jeg er født her), bliver de umærkeligt flettet sammen med andres. Ordet er vist integration. Og så er der Pritz og Mala som var aktive i frihedsbevægelsen ANC i Sydafrika og kom hertil som flygtninge i 78, og som kunne fortælle at forskellen i "klimaet", det politiske klima i Danmark dengang og nu var radikal. Det konkrete befinder sig altid i en vis afstand til det ideale, men dengang var Skandinavien det nærmeste man kom et demokrati.

I fælleshuset hvor man som til enhver fødselsdag kunne se hvad der sker når menneskers liv får lov til at flette sammen med andres, mærkede man en vis desperation overfor virkeligheden udenfor. Et vist mismod over at folk ligger og dør på strandene i Europa. Navnet på en minister hvis abstraktionsevne er uden præcedens i nyere dansk historie blev ved med at dukke op.

Mennesker er altid konkrete. Det er i abstraktionerne forråelsen sker. Hvad ingen af gæsterne i fælleshuset den aften vidste var at avisoverskrifterne dagen efter ville handle om ministerens evne til at se stort på det individuelle og det konkrete. Nogen taler om rigsretsag og afgang, men ministeren er rolig. Konsekvens er noget der gælder de andre, her tæller de store linjer på papiret, paragrafferne er viskelædersnuller som kan knipses væk. Hun ved det er længe siden politikerne har skullet stå til ansvar. Hun ved at om lidt er alt glemt.

Næste morgen kørte vi til Berlin. Har du husket dit pas? spurgte min kæreste. Jeg behøvede det ikke. Ikke for at komme ud. Men i den modsatte vognbane, holdt bilerne stille kilometer efter kilometer.