Vi har kun det skæg

Information d. 4. november 2017
Af Mathilde Walter Clark

Copyright © Information og Mathilde Walter Clark 2017
Brug af papirkopier/prints til undervisningsbrug på uddannelsesinstitutioner eller i erhvervsmæssig sammenhæng er kun tilladt efter aftale med Copydan Tekst & Node og inden for aftalens rammer.

Jeg har lige haft besøg fra Alaska, af folk jeg ikke kendte. Jeg var der i 2006, i Sitka, en lille by med 9000 indbyggere. Det var et skriveophold af den slags som enhver lille by med en ledig garagelejlighed og en bil i overskud i princippet ville kunne organisere. Bilen jeg lånte var Dorik og Carolyns. Der fulgte også et legat med på 100 dollars til at købe mad for. Dem der havde garagelejligheden, et advokatpar som hed Surgeon and Paine, boede op af en ret stejl bakke, og når der lå sne, måtte jeg parkere for enden og trave derop. Jeg var alene i hele den knirkende stilhed i en måned, lidt af en november og det meste af en december.

Jeg kom direkte fra Florida. Jeg havde rejst rundt i Key West og i Arizona. Forinden havde jeg boet tre en halv måned i Iowa, og det var ved at længe siden jeg havde været hjemme. Alaska mindede mig først lidt om Danmark. Koldt og mørkt og med folk som gik rundt i ternede skjorter og brune gummistøvler. Det var før sneen trak bjergene frem fra horisonten og farvede et nærmest uendeligt antal fyrretræer hvide. Folk gik stadig rundt i ternede skjorter og brune gummistøvler, men Alaska mindede mig ikke længere om noget jeg kendte.

Det er fordi alting er så nyt her, sagde Jerry. Han tog mig med ud på sin båd, en lille robåd med påhængsmotor. I Arizona, hvor jeg lige havde været, var alting gammelt. Landskabet var færdigt, men her var bjergene stadig igang. Jeg havde fire lag tøj på, yderst noget orange fiskerregntøj og en vest. Jerry viste mig de hvaler som ikke var rejst til Hawaii for at kælve. Jeg håber du når at opleve nordlyset, sagde han.

Jeg holdt fire foredrag, to på skolen, et på biblioteket og ét i den lokale Rotary Club. Én af de ting der gjorde mest indtryk på mig var en bemærkning Carolyn kom med da de kørte mig ud på skolen. Hun pegede ud af vinduet og sagde: Der ligger den nye koncertsal.

Bygningen var imponerende, men det var ikke så meget det. Det var det at jeg allerede havde været i to koncertsale. Den første aften havde de taget mig med ud til et arrangement i byens koncertsal, et slags amfiteater hvor indbyggerne underholdt hinanden med et talentshow á lá Stjerne for en aften. Træbænkene var fyldt. Alt var af træ, det var som at sidde inde i en nød. Væggene var dekoreret med den meget karakteristiske Tlingit-kunst af det indfødte folk, ravne, kæmpehvaler, bjørne og ulve i markante sorte, røde og blågrønne farver.

det var som
at sidde inde
i en nød

En anden aften var det til den biennale opførsel af Nøddeknækkeren i byens anden koncertsal. Byens indbyggere består mest af fiskere, men der er også en gammel balletdanser. Det er hende som hvert andet år koreograferer byens egen Alaskavariant af den kendte juleforestilling. Det var spektakulært. Niveauet af underholdning var både højere og mere intimt end noget andet sted jeg kan komme i tanker om. Sent skal jeg glemme fiskernes fuldkommen blærede opførsel af nummeret med gummistøvlestep, eller parodien på sommerturisterne i kulørte regnfrakker fra krydstogtskibene.

Jeg sagde til Carolyn: Jamen, I har jo allerede to koncertsale?

Lyden er bedre i den nye, sagde hun.

Det var også her, i den nye, at Colette drømte om at lave byens første dinner-opera. Colette, restauratøren på Ludwig's Bistro som var blevet lovprist af New York Times og The Guardian. Hun ville stå for orkestreringen af retterne som skulle bæres ind i en sal af spisende som en del af forestillingen. Jeg drømte bare om at rejse midler til at lave en dokumentar om projektet. Jeg så for mig: Galla i gummistøvler.

Den sidste aften da jeg havde holdt foredraget på biblioteket, kørte jeg den lange vej ud langs bugten og parkerede for enden af bakken. Da jeg stod ud af bilen gled lyset rundt på himlen som elektriske ål. Jeg lagde mig på ryggen i sneen og så op. Jeg ved ikke hvor lang tid det varede, men så længe det stod på var jeg fuldkommen lykkelig. Dagen efter rejste jeg hjem.

Noget af det første min kæreste fortalte mig, var at sproget var blevet udvidet med et nyt ord mens jeg var væk: Udkantsdanmark.

Udkantsdanmark? Jeg troede ikke på det. Det gav jo ingen som helst mening.

Det er politikernes opfindelse, sagde han. Og tro mig, vi kommer til at høre meget mere til det. Han havde ret. Hver gang jeg åbnede for tv, var der en politiker som sagde det utrolige ord: "udkantsdanmark". Almindelig geometri var altså pludselig blevet et landsdækkende problem. Indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen var igang med at reformere kommunerne. Man var igang med at "centralisere". At have disse udkanter var "omkostningstunge". Man nedlagde amter, slog kommuner sammen, lukkede skoler, hospitaler. Bagefter undrede man sig over at det var svært at få folk til at bo disse steder. Unge flytter væk og vender ikke tilbage. Man forklarer det med at de ligger i udkantsdanmark. Steder uden muligheder. Steder hvor der ikke sker en skid.

Det er elleve år siden jeg kom hjem fra Alaska. Jeg drømmer om en dag at vende tilbage, men i øjeblikket kommer Sitka til mig, drypvis, venner af venner i en lind strøm.

Vores seneste gæster var Jerrys kæreste Mary og hendes veninde Phyllis. De sagde: Alle vores børn er kommet tilbage. De nævnte fem yderligere vennepar som havde sendt deres unge mennesker af sted til "the lower 48" for at få sig en uddannelse. Ikke en eneste af dem er blevet hængende. De vil tilbage til Sitka, en by med 9000 indbyggere, tre gymnasier, to hospitaler og tre koncertsale (hvoraf lyden er bedst i den nye).