Velkommen til Bjørn Lomborg-vejret
Af Mathilde Walter Clark
MetroXpress 5. Jan 2007
Jeg har ikke været hjemme i fire måneder, og jeg glæder mig som en sindssyg. Jeg sidder i flyveren på vej hjem fra Alaska, Florida og Iowa, og jeg glæder mig ikke bare til at se min familie. Jeg glæder mig også til at få min varme vinterjakke på.
Sidste jul fik jeg nemlig sådan en stor, dunet, canadisk sag med pelskrave. Da jeg skulle pakke til Alaska-delen af min tur, havde jeg nemlig fået at vide af det institut, jeg skulle besøge, at Alaska slet ikke var kold nok til sådan en dunjakke i november/december måned, og jeg måtte nøjes med at traske rundt i min vatterede efterårsfrakke. “Er dén varm nok?” udbrød min mor forfærdet. Alaska går for at være et meget koldt sted. Men åbenbart ikke så kold som jeg husker gode gamle København, for frakken står åben og jeg sveder som en hest. I Alaska er hvalerne holdt op med at tage til Hawaii om vinteren.
Men ak. Da jeg kommer ud af Københavns lufthavn, går folk rundt i Bjørn Lomborg t-shirts. Måneden er december. Bjørn Lomborg t-shirten er som bekendt et meget stramt stykke kortærmet tekstil i et syntetisk materiale. Min vinterjakke, som jeg havde glædet mig sådan til at gå med, kan derimod bedst sammenlignes med at vikle dynen om sig og fortsætte dagen i dén. Tilstandene syntes uforenelige. I København sveder jeg endnu mere i mit Alaska-overtøj, og jeg har ingen Bjørn Lomborg t-shirt.
Senere kommer min veninde forbi. Hun har fået ny frakke. Det er en slags trenchcoat som dem, som hemmelige agenter og englændere går i. “Du har fået frakke?” spørger jeg. “Ja,” siger min veninde. Hun fortæller, at den var ret pebret. Men, som hun siger, hun har virkelig har fået value for money, idet efteråret og vinteren har været så varm, at en et stykke imprægneret bomuld har gjort det ud for rigeligt overtøj.
Jeg er bekymret. Jeg taler i telefon med en god ven, som fortæller mig, at en kommision i Washington for nylig er kommet med en rapport. “Vandstanden vil stige syv meter i 2040,” siger han.
Alting smelter. Det er åbenbart ikke bare mig.
“Og,” tilføjer min ven mørkt, “rapporten konkluderer, at det være for sent at gøre noget ved det i år 2020. Vi kan gøre noget ved det nu, men vi skal tage syv-milestøvlerne på.” Jeg har målt mit hus, og hussoklen er helt klart under syv meter. Skal jeg nøjes med at være glad for, at jeg har nået at se Key West, før det ligger under havets overflade?
Min ven fortæller også, at amerikanerne står for langt størstedelen af verdens CO2-udslip. Skal der gøres noget, skal der først og fremmest stilles krav til amerikanerne. Og til kina – inden landet med sin femtedel af verdens befolkning kommer for godt igang.
Det næste der sker, er, at jeg prøver at tale med folk om det. Det er lillejuleaften, og jeg kommer til at sige tidens store, tabubelagte fy-ord: global overophedning. “Nu skal vi ikke ødelægge den gode julestemning,” bliver der sagt. Og så er den lukket.
Da jeg kommer ud af den lokale kirke efter julegudstjenesten, udbryder en anden god ven: “Nej, se!” Han peger på en busk. Grenene har store, fede skud. “Foråret er allerede på vej,” siger han glædesstrålende. Jeg prøver ikke at ødelægge den gode julestemning.
Siden har jeg trukket emnet frem i alle mulige sammenhænge. Svarene lyder: (de lidt ældre:) “2040? Der er vi alligevel døde,” og (optimisterne:) “til den tid skal de nok have opfundet noget imod det.” Kald mig pessimest, men hvad skulle kunne fryse en astronomisk mængde smeltede gletschere til is igen? En iskanon magen til Anders Ands? Eller vi kunne også prøve at råbe “Bøh!”