Ufrivillig skønhed

Information d. 29. april 2017
Af Mathilde Walter Clark

Copyright © Information og Mathilde Walter Clark 2017
Brug af papirkopier/prints til undervisningsbrug på uddannelsesinstitutioner eller i erhvervsmæssig sammenhæng er kun tilladt efter aftale med Copydan Tekst & Node og inden for aftalens rammer.

Da jeg for nogle uger siden var i New York, fik jeg i en boghandel øje på lille bog med lyserøde og lyseblå striber på omslaget og titlen: Agnes Martin and Me. Jeg samlede den straks op, den var indpakket i plastik, så jeg kunne ikke kigge i den, men da jeg kom tilbage på hotellet fandt jeg ud af at den var meget indbydende sat op med billeder af forfatteren, Donald Woodman, titlens "Me", som slet ikke var forfatter men fotograf.

Nu har jeg været stor fan af Agnes Martin siden jeg første gang stødte på hende i en kunstbog hjemme hos en samler, som engang havde ejet et af hendes billeder. Hendes rolige grids forekom mig at være sjælelige landskaber, meditative sindbilleder af fuldkommen ligevægt og skønhed.

Bogen omhandler et syv år langt forhold mellem forfatteren og den berømte kunstner. Jeg siger "forhold" i mangel af bedre ord. De var ikke kærester, og Martin insisterede på at de heller ikke var venner. Alligevel boede Martin på Woodmans jord i Galisteo, New Mexico, i syv år, først i en camper, siden i en struktur Woodman bygger (uden el og vand), og til sidst i et stampet lerhus (med el og vand) som Woodman også bygger. I al den tid bor Woodman selv ved siden af i en tipi, er ved at dø af lungebetændelse og må ikke låne Martins motorsav.

Som det måske fremgår, fik læsningen mig til at interessere mig mindre for Agnes Martin, og mere for titlens "Me". Undervejs annoncerer hun at nu skal de op til det nordlige Canada og sejle på McKenzie River som flyder i retning af det Arktiske Ocean (alting med Martin foregår abrupt, i den takt hendes "stemmer" dikterer det). Woodman når kun at få sin regnjakke med.

Woodman når kun at
få sin regnjakke med

Indimellem læser jeg manuskripter fra håbefulde forfattere, og det der typisk slår mig ved ufærdige tekster som baserer sig på forfatterens egne oplevelser, er at der kan opstå en kløft mellem hvad bogen interesserer sig for, og hvad der optager mig som læser. Der kan opstå et hul mellem hvad jeg får indblik i, dvs i noget som teksten viser, og den opfattelse af situationen som forfatteren tilsyneladende selv har. Sagt på en anden måde er det som om teksten kan afsløre noget som dens forfatter ikke ved den afslører. Det drejer sig altid om personligt stof, det er derfor det er så nøgent og udstillende at skrive. Man kan ikke gemme sig fra "kameraets sorte øje" sagde Ghita Nørby engang. Man kan heller ikke gemme sig på papiret.

Det kan være smerteligt at være vidne til. For det meste er det der foregår i den kløft (når den ikke føles tilsigtet), noget grumset noget. Ting som føles ubearbejdede, eller som forfatteren forsøger at forsvare eller dække til. Manuskriptet kan fx have travlt med at glorificere den altid forsentkommende hovedperson overfor en ufølsom chef. I en amerikansk bog jeg engang læste om forfatterens kones kræftsygdom og død, fandtes der afsnit som var skrevet med en underligt opstyltet naivitet, "ærlige" og "hudløse", men ikke ærlige og hudløse, og som fik mig til at spørge, om han da ikke kunne se det samme som jeg?

Forfattere som Joan Didion og J.M. Coetzee, som i deres forfatterskaber har dyrket selvfremstillingen, holder derimod altid læseren i stramme tøjler. Det er mit klare indtryk at det billede jeg får, er præcis det billede de ønsker, og at det der ligger henlagt i et ubesvaret mørke, er præcis sådan som de vil have det. At de har fuldstændigt styr på deres shit, at de er i fuldkommen kontrol. Jeg står ikke og ser ind gennem en glasrude på noget de ikke selv har fået øje på.

Men så kommer Agnes Martin and Me som uden den kløft slet ikke ville have været lige så god en bog—ufrivilligt god, ufrivilligt rørende. Prosaen er ligefrem, blottet for kunstfærdighed og stilistisk fiksfakseri. (I efterordet hører vi at han har haft en seddel hængende på sin computer til at minde om den mest basale sætningsstruktur: subjekt/verbum/substantiv eller adjektiv. Men det forholder sig med bogen som med en del mennesker: Skønheden ligger i dens fejl.

Eftertiden har gjort meget lidt ud af Martins psykiske sygdom. Dem der har berørt emnet, har lidt af romantiske forestillinger om en sammenhæng mellem hendes kunstneriske talent og sygdommen: At det var "stemmerne" der gjorde hende til en stor kunstner. Woodmans tilgang er mere indsigtsfuld: "Hun var en bemærkelsesværdig kunstner som overkom hvad der for de fleste ville være en invaliderende sygdom: Den næsten konstante kamp for at stilne de uophørlige stemmer som beboede hendes hoved. Disse dæmoner og hendes sommetider bizarre verdensopfattelse gør hendes kunstneriske præstation endnu mere bemærkelsesværdig."

Det ufrivilligt rørende kulminerer til sidst. I løbet af ganske få sider hen mod slutningen har Woodman bygget et hus til Agnes Martin og uden held forsøgt at begå selvmord. Efter tre forsøg må han opgive, han kan ikke få bilruden til at gribe fast om gasslangen, den smutter hele tiden ud. Men selvmordsscenen er ikke bogens klimaks, den kommer først på næste side, hvor Woodman for første gang i syv år siger nej til Agnes Martin. Var han med sit nej skyld I at hun blev drevet videre ud i psykisk sygdom? Det er sigende, at han bagefter bekymrer sig mere om den handling, end om selvmordsforsøget. I den kløft åbenbarer tekstens "Me" sig som et hjerteskærende generøst individ, grænsende til det uforståeligt selvudslettende—tilsyneladende helt uden at vide eller ville det. De spørgsmål jeg sidder tilbage med, vil jeg aldrig få besvaret. Men deres ufrivillige skønhed bliver stående.