Tv set fra rummet
Af Mathilde Walter Clark.
Alt for Damerne 41/ 2005
På det seneste har jeg adskillige gange gloet på min tv-skærm. Det er ellers ikke fordi, der er blevet slidt meget på mit tv gennem årene. Jeg kan nærmest ikke rigtig huske nogen egentlig tv-kigningsperiode i mit liv siden mine tidlige teenage-år. Det var dengang, hvor TV-avisen var sådan noget med at Georg Metz sad foran et stort, grafisk øje iført en bordeauxfarvet rullekravesweater og en tweedjakke og læste op fra et stykke papir. Sommetider var rullekravesweateren brun. Men ellers skete der ikke så hulens meget på formfronten. Det er hvad jeg har at sammenligne min tv-kigning med.
Når jeg tænder for skærmen nu, er det lidt som et møde en gammel skolekammerat, som i mellemtiden er blevet sindsoprivende tyk, men som ikke selv har lagt mærke til det, fordi det er noget, der er sket lige så stille og hen ad vejen. Jeg ved heller ikke, om de, der har haft daglig omgang med skolekammeraten har lagt mærke til det. Måske er han også blevet lidt pukkelrygget. Men det er som om, at alle lader som om, at det der foregår, da er helt normalt.
Jeg føler jeg mig lidt som et væsen, der er landet fra en anden planet. Så kan jeg finde på at sidde og forestille mig, at jeg er en fremmed intelligens, udsendt fra det ydre rum for at lære mig alt, hvad jeg kan om menneskeheden gennem tv-kigning. Med den viden, jeg allerede har liggende et i baghovedet, giver det en svimlende fornemmelse.
Ikke fordi fjernsynskigningen ikke er underholdende. Det er underholdende på sådan en underlig pervers, fordoblet måde, som sandsynligvis er fuldt tilsigtet. Meningen må være, at man ikke føler sig på niveau med det, der foregår, men højt hævet. Tag f.eks. de helt uhyrlige plastikoperationsprogrammer, der kører over TV-Danmark. Her stiller folk rask væk op til at blive plastikopereret fra top til tå, mens de isoleres fra deres familier i ugevis. Herefter præsenteres den splinternye, menneskelige kreation for et publikum bestående af venner, familie og børn i et natklubslignende miljø. Ta-dah! Nyt hår, nyt tandsæt, ny næse, nye bryster, arme, ben og mave. Personligheden er til vask.
Men man sidder ikke desto mindre limet til stolen: Hvordan vil børnene reagere? Jeg har konstateret, at de altid begynder at græde. Af lykke, siger speakeren. Imens vrider sjælen sig, og man sidder bare og forsøger at rette sine tæer ud. Producenterne af disse programmer kan umuligt mene det alvorligt, og hele humlen må være, at man hænger en gruppe mennesker ud (uden at de selv opdager det), for at nogle andre kan føle sig godt tilpas. Set fra det ydre rum er det meget mærkeligt!
Men for det meste er det, de finder på at proppe i kassen bare helt ualmindeligt kedsommeligt og ligegyldigt. Det sker, at prøvebilledet er mere spændende.
For et par uger siden nåede min lamslåelse på dette område sit højdepunkt. En hel udsendelse på DR2 handlede om Uffe Buckharts hund. Jeg mener: Uffe Buckharts hund! Jeg tror, programmet varede næsten en hel time, og det var mig umuligt undervejs at finde et svar på det store: Hvorfor? Bevares. Det var da en sød hund, hvis man kan lide den slags. Men der må findes mere sofistikerede måder at spilde sin tid på end det. Jeg kunne selvfølgelig bare have slukket, men det fascinerede mig alligevel dybt, set i lyset af, at hundrede tusindvis af mennesker i samme øjeblik også sad og gloede på programmet om Uffe Buckharts hund. Som én af mine venner udbrød: Det er da at strække public service begrebet!
Så er det, at jeg bagefter sidder med sådan en hul fornemmelse, som efter at have spist pizza eller wienerbrød og tænker på, om det ikke er på høje tide at hoppe ombord på min flyvende tallerken og se at komme videre til nogle andre planeter derude.