Ting som Finanskrisen får skyld for
Af Mathilde Walter Clark
MetroXpress d. 26. februar 2009
Finanskrisen må høre for meget. Den er blevet til et fast omkvæd på Hvad Som Helst. Forleden kunne vi ligefrem høre i nyhederne, at Finanskrisen har formået utallige 3. g’ere hen på universiteternes praktikdag, særligt på Biotek. De seneste tre måneder skulle altså have påvirket disse unge sjæle til at overveje en ganske anden fremtid, end de ellers ville have gjort. Ikke mindst Biotek er et typisk finanskrisevalg. “Det også er på grund af Finanskrisen,” lød det.
Også moden må Finanskrisen lægge ryg til. Det forlyder, at vi i nær fremtid vil være klædt konservativt i mørke farver. Maskulint, stramt, nedtonet. Finanskrisen får os til at savne autoritet, hedder det, faderskikkelser, ro og orden. Vi søger tryghed i det patriarkalske fremfor det feminine. Slut med farver, slut med kjoler, slut med ting der glitrer. Slips og jakkesæt hedder det nu. Hvis vi ellers havde råd til at købe tøj, ville vi alle gå med livrem og seler. (Omkvæd: Det er også på grund af Finanskrisen.)
Og Oscar-showets usædvanlige pomp dette år – den skyldes selvfølgelig Finanskrisen. Musical-elementet, danserne, krystalfortæppet. Det var simpelthen for at få os til at glemme Finanskrisen. Den giver os et behov for at skeje ud. Oscar-kjolernes anti-patriakalske udtryk, deres oppustede, romantiske prinsesseagtighed, det store hår, de endnu større diamanter. (Omkvæd: Det er altsammen på grund af Finanskrisen.)
Vi bliver federe på grund af Finanskrisen! Pas på, lyder advarslerne: Den vaklende verdensøkonomi kan gøre dig tyk! Den får os til at spise burkyllinger lagt i en uhyggelig “neutralmarinade.” Vi trøstespiser, vi spiser junkfood. (Omkvæd: Det er også på grund af Finanskrisen.)
Finanskrisen slanker! Restauranter står tomme. Cafeer ligger øde. Den slider på de inderste huller af livremmen. Vi har ikke råd til læskedrikke. Vi sidder fraskilte inde i vores usælgelige Finanskrise-huse og fryser velfærdsfedtet af os. (Omkvæd: Det er også på grund af Finanskrisen).
Klimakrisen forværres af finanskrisen! Finanskrisen gavner klimaet! Kunstmarkedet rammes! Folkekirken! Bilsalget! Pensionen! Lukningen af Ydes Gulve i Fredericia! (Alle stemmer i: DET ER OGSÅ PÅ GRUND AF FINANSKRISEN).