Tillykke med huen
Af Mathilde Walter Clark
MetroXpress d. 24. juni 2010
Tillykke studenter! Hvor ser I fine ud med de huer. Nyd øjeblikket, hvor den kommer på. Nyd turen rundt om Krinsen og hjem til jeres forældre, der idag gør deres bedste for at drikke jer fulde. Nyd festerne. Nyd festerne rigtig meget. For festerne er det sidste, der er.
Det løber mig stadig koldt ned ad ryggen, når jeg tænker tilbage på det. Gymnasiet er det sted, hvor jeg som så mange, fik en fornemmelse af, hvad det vil sige at have en identitet. Det var den fulde pakke. Almendannende insitution big time. Alle har deres rolle at spille i det lille gymnasiekosmos. Der er elevrådet, koret, festudvalget, skolebladet. Et helt lille mini-Danmark. Jeg var redaktør for skolebladet, ansvarshavende ovenikøbet, og i øvrigt den, der tegnede de mest insisterende, mest tåbelige tegneserier. Jeg var den, der karikerede lærerne. Indsatsen rent fagligt var som så. Jeg skulle jo være TEGNER og hutle mig gennem tilværelsen i Paris, når jeg først havde rejst verden rundt. Men uanset hvem man var i gymnasiet, var man TOP OF THE POPS – om ikke i andres, så i egen selvforståelse.
Så følger det skinbarlige bevis, HUEN, det er tydeligt for enhver, at man lige om lidt står til at arve hele verden, fremmede mennesker ønsker allerede tillykke på gaden! Den forældrefasciliterede drukfest, fulgt af nye drukfester, klip i hatten – og en dag vågner man op i noget fugtigt græs og indser, at huen er blevet PINLIG, og at man er…ingenting. Man skal…ingenting. Det er en svimlende følelse, jeg aldrig glemmer. Det frie fald ud i intetheden.
Når folk spurgte, hvad jeg lavede, hang jeg i fortidens tynde tråd. Jeg er lige gået ud af gymnasiet. Øh?
Snart stod jeg inde i Dalle Valle og solgte softice. Der skulle tjenes penge til den store udlandsrejse, mange penge, så om morgenen gjorde jeg også rent i Dalle Valle, og videre gik det til Storno om aftenen for at moppe fabriksgulve, for det skulle gå stærkt.
Siden tog jeg til Buenos Aires og hutlede mig igennem tilværelsen ved at sælge papirøreringe på et kunsthåndværkermarked. Så blev jeg tjener, læste filosofi, flyttede til New York, arbejdede på reklamebureau, skrev romaner, holdt foredrag, skrev flere romaner. Rejsen af livet går med at blive ingenting igen. Nå, hør en gammel tåbe snakke. Tillykke med huen, kære venner.