Taktisk røgslør
Af Mathilde Walter Clark
MetroXpress 11.november 2005
Arbejdsdirektoratet må have hårdt brug for nye ansatte i deres kreative afdeling. Jeg var i hvertfald ved at fatte pennen for at skrive en ansøgning om stillingen, da jeg her i ugens løb hørte om deres seneste udspil. De har simpelthen fundet på, at ledige dagpengemodtagere, der af en eller anden grund ikke når frem til et møde med Arbejdsformidlingen, skal bløde med intet mindre end 10.000 kroner ud af deres dagpenge som straf. Det må kunne gøres bedre!
Der må da være sjovere og mere overskudsprægede måder at skaffe sig penge på end at vride de stakkels lediges lommer. En halv time med et par kvikke hoveder omkring et bord og jeg er sikker på, at vi kunne finde på noget, hvis der ellers er gratis cola og guldkarameller. Jeg stiller gerne op. Men arbejdsdirektoratets undskyldning er ikke, at de mangler penge – nej, det er, at man må stramme rådighedsreglen, for at få flere i arbejde.
I argumentet gemmer der sig den antagelse, at hvis bare de ledige ellers gider at spidse danseskoene, så flyder det med arbejde derude. Det er bare et spørgsmål om at orke at løfte sit edderdovne korpus fra sofaens jerngreb. Orker man det, findes der også værs’go en arbejdsplads til én, som Arbejdformidlingen *knips* er så venlige at ekspedere klienten videre til. Drøm videre!
I mine næsebor lugter det fælt af et taktisk røgslør, der skal dække over en stadigt stigende desperation over, hvad man egentlig skal stille op med alle de ledige. Fremfor at kaste blikket ud i verden og se på, hvad der mon kan gøres dér, finder man pisken frem og giver sig til at svinge den over en flok mennesker, som intet som helst kan stille op over for ledighedsfænomenet, hvor gerne de end ville.
Hvis man gerne vil have flere i arbejde, synes det mig at være mest ligefremt at se på, hvad der skal til for at skabe flere arbejdspladser. At indføre økonomiske sanktioner overfor folk, som f.eks. sidder fast i en bilkø og ikke kan nå frem til et møde med Arbejdsformidlingen, er at bortlede opmærksomheden fra systemets komplette uformåen ved at udpege de helt forkerte syndebukke.
Jeg mener ikke, at man som arbejdsløs ikke skal tage sine aftaler alvorligt. Det skal alle mennesker naturligvis, uanset om man har et job eller ej – også selvom man ved, at visse aftaler bare er nogle, der skal overstås, så man kan komme videre med noget fornuftigt. Møder med Arbejdformidlingen hører til den skuffe. Jeg taler af erfaring, når jeg siger, at systemet er sat op som netop et system – et formelt set af regler der skal overholdes fra alle parters sider, for at systemet kan fungere. Det er et lukket kredsløb nede i en kasse, som alle ved ikke har noget med virkeligheden at gøre. De arbejdspladser, der findes, er uden for kassen, og der bliver ikke flere af dem ved at sidde og stikke ned i den med en spids pind.