TAK FOR NATTESØVNEN!
Af Mathilde Walter Clark
MetroXpress 1. September 2009
Møbelminister Carina Christensen vil gerne vide, hvad kunstnerne bruger deres penge på. I Danmark har vi nemlig den strålende ordning, at Statens Kunstfond uddeler legater til kunstnere, som fonden – på baggrund af kunstnerens øvrige arbejde – synes fortjener det. Kunstfondens legater er et sidestykke til kunstrådets. Hvor rådet støtter VÆRKET, støtter fonden altså KUNSTNEREN. Man har allerede evalueringer i Kunstrådet – altså i forhold til det værk, pengene støtter. Nu vil Carina Christensen også til at evaluere støtten af kunstnerens livsbetingelser.
For tre år siden var jeg én af de ræveheldige, der fik et brev fra Kunstfonden. “Til fortsat kunstnerisk virksomhed” stod der. Det er det bedste brev, jeg nogensinde har fået, og der går ikke den dag, hvor jeg ikke takker Staten, Kunstfonden og den hellige skaber for det. Det treårige legat svarer nogenlunde til en folkeskolelærers løn. I mit tilfælde – som i 99,9% af de tilfælde jeg kender til – er forskellen på ens liv med og uden legat af jordskredslignende karakter. For min først bog fik jeg kr 9000 (før skat), for min anden kr 7000, og pludselig at se frem til en fast ‘månedsløn’ i tre år er selvsagt noget af en revolution.
Jeg skal gerne fortælle den nye kulturminister, hvad pengene er gået til: husleje, el, vand, æg, salt, brød, smør og havregryn. Ingen rødvin.
Og hvad har jeg så fået ud af pengene? Nattesøvn. Før legatet sov jeg utroligt let. Den mindste lyd og så var vågen – og altid med ondt i maven. Men i de tre år jeg har haft legatet, har jeg sovet gennem både tordenvejr og klaprende vinduer.
Var det dét Carina Christensen ville vide? Eller ville hun vide, hvad der kunstmæssigt er kommet ud af pengene? Til foråret kommer der en roman – en forførerhistorie på ca. 450 sider. I udbakken ligger en novellesamling. Er det godt nok? Kunne jeg have skrevet en endnu tykkere bog? Eller nogle flere tynde? Eller var det måske bedre, om den handlede om en hesteopdrætter?
Man vil uden tvivl komme til at give støtte til ‘de forkerte’. Der vil også være uenighed om, hvem de rigtige og de forkerte er. Og især vil de rigtige og forkerte ændre sig over tid. Hvordan Carina Christensen vil gardere sig imod det, ved jeg ikke. Imellemtiden takker jeg for nattesøvnen.