Sure tæer i Bollywood
Af Mathilde Walter Clark
Metroxpress d 6. januar 2011
Siden sidst har klummeskribent såmænd medvirket i en Bollywoodfilm. Altså én af den slags film, hvor helten og heltinden bryder ud i sang og dans for et godt ord.
Jeg blev spottet udenfor Leopold’s, et klassisk Bombay-hangout, hvor en agent sommetider står og shanghajer de første de bedste udlændinge, mestendels lettere hærgede backpackere. Næste dag troppede jeg så op kl. 18 foran McDonalds og sluttede mig til noget, der lignede det sidste skrab-sammen fra en Roskildefestival.
Ind i en bus og afsted til Bollywood.
Så snart vi nåede frem til studiet, gik en hektisk lille fyr, der til forveksling lignede James Brown igang med at finde selskabskjoler frem til os. En anden fyr enten rystede på hovedet eller godkendte med et “nice”. Klummeskribenten blev proppet ned i et pink ballonskørt og en grøn tube-top: “nice”. Dertil guldt armbånd og ditto perlekæde: “nice”. Badesandaler i blåt plastik: “very nice”.
Så makeup og hår i et lokale med tårnhøjt energiniveau, hvor der sørme også stod en ikke særlig nice indisk buffet. Der blev spist og sprayet hår i ét væk, og pif paf puf blev en miserabel flok backpackere forvandlet til fancy natklubgæster (gættede vi os til).
Herefter blev vi gennet ind i et rum med nogle hårde bænke, hvor vi sad og ventede 1 time, 2 timer, 3 timer. En sær lugt bredte sig. En backpackerlugt. Man kan måske nok tage rygsækkene af deres rygge, men de sure tæer kan man ikke tage fra dem. Traktementet bestod af fem flasker vand, som gik på omgang fra mund til mund.
Klokken halvtre om natten skete der endelig noget. Vi blev sluppet løs i et stort rum med palmer, blinkende strotoskop og falske cocktails. Her skulle vi agere bagrundstapet for stjernen, Imran Kahn. Nu skulle vi danse, råbte en strid dame i en megafon. Så vi dansede. Nej, nej og nej! Ikke sådan! Vi skulle danse med armene i vejret. For sådan danser udlændige åbenbart. Så vi dansede med armene i vejret som idioter. Klokken seks om morgenen var de tilfredse. It was a wrap. Så blev Roskildefestivalen ellers eskorteret tilbage til Colaba. Udover adskillige slurke af de fire flasker vand og en flot bonus på Bombay-belly, fik klummeskribenten en flot halvtredskrone-seddel for sine strabadser i “Mere Brother Ki Dulhan.” Lige ned i lommen.