Sort
Af Mathilde Walter Clark
MetroXpress d. 24. november 2009
Jeg har set et menneske dø, som jeg har været tæt på. Han var ung, kun 37. Jeg talte med ham den ene dag, den næste var han væk. Jeg skulle se ham om torsdagen, men fik en besked fra en ven: “Jeg vil bare sige, at det nok ikke kommer til at ske.” Han var blevet indlagt, og der var få timer tilbage. Var det ok at komme? Ja, det var ok. Nogen havde hans mobil, og ude på gangen blev der ringet rundt. Familien gav plads til alle, og alle kom. Nogle gange sad man inde ved hans seng og var stille. Andre gange sad man ude på gangen og græd og grinede og fortalte historier. Hans svigerinde nævnte ordet “vågekoner”. Vi følte os som vågekoner.
Vi var der allesammen, da han døde. Hans kone, hans familie, hans venner – vi stod rundt om ham i en ring, og det var, som det skulle være. Det stormede udenfor, hans bror havde åbnet vinduet på klem. Jeg tror ikke, jeg var den eneste, der havde en fornemmelse af, at overgangen mellem livet og døden er glidende.
Dagen før den kirkelige handling, blev der holdt en slags ceremoni i krypten under kirken. Bedemanden – sådan forstod jeg det – prøvede at krejle om prisen, men han så til, at vi kunne stjæle os til lidt samvær med den døde, tænde røgelse og synge sange, der ikke var skrevet af Grundtvig, “hvis vi ikke sagde det til nogen.” Kisten var åben. Jeg har altid troet, det ville være forfærdeligt, men det var det ikke. Han var så fin. Jeg har lært mange ting af ham, hvoraf den vigtigste er at være modig. Nu har jeg også lært noget om døden. Når kroppen er der, er det, som om han også selv er til stede. Nogle følte behov for at sige nogle ting, andre nøjedes med at sidde stille og meditere. Folk var i hvidt. Der var mærkeligt nok en let og opløftet stemning. Hvorfor skulle vi stjæle os til det? Var det ukristeligt? På et tidspunkt gik søsteren og jeg ind i kirken og tændte alt, hvad der var af lys. Normalt er det på med låget og væk med den døde, men vi har brug for, at overgangen er glidende.
Dagen efter var alle i sort. Kirken var propfuld, folk måtte stå. Vi sang salmer. Præsten holdt en smuk tale om lys. Bagefter blev der igen mindet, talt, grint, grædt, sunget og festet.
I dag er jeg helt grå indeni. Så nu vil jeg iklæde mig stærke farver. Og så vil jeg brænde røgelse og tænde alle de lys, jeg kan komme i nærheden af.