Slipsesagen på Fyn

Af Mathilde Walter Clark
MetroXpress 5. januar 2010

Jeg ved ikke, hvordan landet ligger hos jer, kære læsere, men hos os får vi tit noget virkelig spændende post ind ad døren. Som regel ikke til os selv – men det er også let for Post Danmark at komme til at forveksle Olfert Fischers Gade med fx. Haregade eller Skt. Pouls Gade (?!). Fejlleverede breve ryger lige lukt tilbage i postkassen – men de mange eksotiske publikationer er altså lidt for lokkende til at returnere til abonenten lige med det samme.

Der findes tilsyneladende blade for alt. Især husker jeg “Knivbladet” som et højdepunkt blandt de overraskelser, Post Danmark forkæler os med, et blad for folk, der elsker knive (?!).

Senest – og formodentlig uden nogen sammenhæng i øvrigt – røg så “Dansk Politi” ind gennem sprækken, og så kunne vi ellers muntre os med Politiforbundets medlemsblad over julen. Her kunne vi læse om afviklingen af COP15, som det så ud indefra politiets egne rækker. For eksempel lød den stolte overskrift på en artikel om klimafængslet i Valby “Valbys eget Guantanamo” (??!!).

Hovedhistorien handler imidlertid om en fynsk politimand, der har mistet sit drømmejob, fordi han ikke kan tåle at gå med slips på grund af skægpest (???!!!). Åbenbart havde ledelsen forlangt at se en lægeerklæring på slipseallergien, og det havde de fået. Men slipset er jo en del af uniformen, og det kan der ikke sådan slækkes på, heller ikke på Fyn. Så politmanden måtte til korpsets egen læge, der medgav, at med et så alvorligt udslæt, måtte slipset stryges. Politimanden aftalte med ledelsen, at han kunne nøjes med slipset til kongeligt besøg, og så tog han ellers glad på sommerferie.

Men ak, så let skulle det alligevel ikke være at løsne slipset indenfor Politiet. I sommerferien blev manden lige så stille forflyttet fra Svendborg, hvor han ellers netop havde købt hus med familien, til Odense, hvor han nu skulle være telefondame (??!!) – med 2 ½ times ekstra transport i bonus.

Her er det så, fyren prøver, hvad utallige har prøvet før ham. Han klager til Politiet. Det går ham, som det går, når vi andre klager. “Sagen var afgjort, før min klage overhovedet blev behandlet,” siger politimanden skuffet. Han kan ikke få ledelsen i tale. Og ledelsen på Fyn? Surprise: De vil ikke kommentere på den konkrete sag. Det kører næsten lige så godt som hos Post Danmark.


< tilbage til klummer 2010