Skæbnesvanger sæbeopera
Af Mathilde Walter Clark
Romeo+Juliet, januar 2004
I de sidste fire år har min yndlingsvittighed lydt som følger. Spørgsmål: Hvad er forskellen mellem Hitler og Bush? Svar: Hitler blev valgt. Som bekendt er der noget spidsfindigt med stemmeoptællingen i verdens største demokrati, hvilket betød at Bush i første omgang sad som præsident - ikke primært ved folkets gunst – men med valgmændenes. At den slags kan ske er mig en uspiselig gåde. Men det gjorde det i det mindste mere forståeligt, at et individ der i så himmelråbende en grad overgår fordums b-filmskuespiller på samme post i både tumpethed og farlighed kan havne som præsident for verdens mest magtfulde nation. Det er lidt som at sætte en firårig til at lege med brintbomber.
Desværre kan jeg ikke fyre min vittighed af mere. Bush blev rent faktisk valgt af amerikanerne i anden omgang. At det kunne ske, er mig en endnu større gåde end den første.
Men det, der undrer mig allermest, er alligevel, at der ikke rigtigt er nogen, der siger noget. Det er som om, virkeligheden bliver mere og mere tegneserieagtig omkring os, mens alle står og ser måbende til. Eller. Selvfølgelig er der nogen, der ytrer et par ord, men hvor er folkeopstandene, hvor er mytteriet, hvor er signalet til, at vi ikke længere vil befinde os midt i en dødsensfarlig verdenspolitisk sæbeopera?
Jeg tror, vi er midt i et meget flovt og pinligt afsnit af historien, og jeg tænker somme tider på, hvordan vi vil se tilbage på dette afsnit om ti eller tyve år. Vil man tænke – som vi gør om dem, der levede i 30’ernes Tyskland – hvorfor gjorde de dog ikke noget?
Det har eksempelvis ingen konsekvenser haft, at USA indlod sig på en ulovlig krig i Irak. Hele verden stiller sig op og glor på – nogle agerer direkte håndlangere, mens andre formaster sig til at pippe lidt. Men mere sker der ikke. Herhjemme lader vi også til fuldstændigt at have glemt, hvorfor vi havde så travlt med at sende tropper afsted for at straffe Irak for nogle masseødelæggelsesvåben, som den amerikanske præsident forsøgte at hidse hele verden op til at tro på, de havde. Det er en form for pædagogik, der svarer til at man giver alle eleverne en lussing for det tilfældes skyld, at de havde tænkt sig at lave ballade.
Pinligt var det – rigtig pinligt – at der ikke blev fundet nogen af de famøse masseødelæggelsesvåben. Men i mellemtiden var hovedsagen blevet lavet om. Nu handlede det om krig mod terrorisme. Da jeg i sin tid læste filosofi lærte man, at der er noget galt med den slags konstruktioner. At tale om krig-mod-terrorisme er lidt det samme som at sige konger-mod-royale eller at sige, at bolde skal bekæmpe kugler. Det er jo nonsens. Men det er mere end det: det er nonsens, som koster menneskeliv. Det er nøje konstrueret med henblik på at fylde befolkninger med frygt. Og politiske systemer der vælger frygten som sit fundament har det som bekendt med at tage sig temmeligt skingre ud i historiens lys. Forskellen på en ulovlig krig og terrorisme er meget minimal.
Men er verden da ikke bedre stillet uden Sadam Hussein? Jo for pokker! Men verden er fuld af den slags fyre, og USA & håndlangere vil få vældig travlt med at invadere lande, hvis det skal tælle som et gyldigt argument.
Enhver der interesserer sig en lille smule for gamle bøger – og for historiefortælling i det hele taget – vil vide, at det hovmod, som for tiden bliver udvist fra verdens største og mest emsige nation, nødvendigvis må komme til et meget dramatisk vendepunkt. Der findes ikke nogen historier, hvor den slags kan få lov til at fortsætte uafbrudt – heller ikke i virkeligheden. Jeg har mine alvorlige tvivl om at krig-mod-terrorisme-kampagnen egner sig videre til at forhindre terrorisme, og det undrer mig, at så mange mennesker køber den. Kald mig gammeldags, men jeg tror, at det bedste værn mod hvad som helst er at opføre sig ordentligt. Det burde være så simpelt og dumt, at selv en Texansk tumpe burde kunne finde ud af det. Men det er der nok ikke så mange stemmer i.