Sex – nu også i soveværelset
MetroXpress 2. Marts 2007
Af Mathilde Walter Clark
“Nu om dage gælder det frem for alt om at være sexet.” Ordene stammer fra sognepræsten Anne Braad til et arrangement om “Det Gode Menneske.”
Det er længe siden, hun sagde det, men det har ætset sig fast i min bevidsthed. Det er selvfølgelig noget ethvert barn ved. Det er ikke bare vildt umoderne at være god. Det er direkte usexet. Mother Teresa er død, Jessica Simpson lever.
Det er nærmest som om, det er direkte diskvalificerende at kunne noget “ved siden af”. Under den verdensomspændende tv-transmittering af forskellige Hollywood-skuespilleres færd henover den røde løber, udtalte Uffe Buckhart f.eks. om Cate Blanchett at “hun er et stilikon – øh, ja, og så er hun jo også en dygtig skuespiller.”
Kassen er fyldt med realityprogrammer, hvor det ikke (eller kun slet skjult) gælder om andet end at være sexet, og hvor hele programmets pointe er, at det skal ende med noget af den til glæde for tv-kiggerne. Bagefter kan deltagerne se frem til et par års berømmelse i avisspalterne indtil de enten dør af det, barberer sig skaldede eller keder folk ihjel. For folk som Nicole Smith, Paris Hilton og vores hjemlige pendant Cathrine Danneskiold-Samsøe gælder det bestemt ikke om at være god (heller ikke til noget) men om at feste igennem iført hotpants.
Udtjente pornomodeller er kommet helt frem i dagens lys og nyder godt af brede mainstreamberømmelser. Nede i det lokale supermarked kan man købe g-strengs-trusser til ti-årige. Der findes nogle sexede dukker som alle børn må have. En psykologorganisation med 150.000 medlemmer er gået sammen i bekymring over seksualiseringen af små piger.
Ude på gaden forsøger reklameposters at prakke én et eller andet på med et sexet budskab. Sådan har det vist været længe, men der bliver mere og mere hud at tage stilling til. Man skal være sexet, skal man. Tv-værter. Internettet. Aviserne. Ekstra-Bladet – åh Gud. Musikbranchen – ih guder!
I et stort dansk ugeblad for kvinder, læste jeg et interview med en sangerinde, der åbenbart var en lille smule kraftig. Bladets journalist kunne simpelthen ikke nære sig for at spørge sangerinden om “hendes BMI ikke var lidt for kraftigt for musikbranchen?”. Det var den så, indrømmede pigen, der imidlertid ikke tvivlede på, at hun kunne synge. Overflødig kommentar. Det er ikke det, det gælder om.
Måske har verden alle dage været et mandligt øje. Men nu er den også blevet højlydt (og fuldstændigt ublufærdigt) kommenterende. Selv i dameblade.
Vi ved det godt altsammen.
Her kommer det overraskende så. I onsdags var jeg ved at besvime, da nyhederne fortalte, at danskerne ikke får nok sex. En undersøgelse blandt et bredt udsnit af danskere viser, at lyset til alles store ærgelse bliver slukket vældig hurtigt i soveværelset.
Helt fortumlede og øre kommer folk hjem efter en lang, hård dag fyldt med øl og hornmusik, og så forlanges der mindsandten også ligepludselig, at de skal til at dyrke sex! Med hinanden! Derhjemme!
Man fristes til at spekulere over, om der er en sammenhæng mellem den omfattende sex i det offentlige rum og dét, der åbenbart ikke bliver dyrket særlig meget af under dynerne rundt i de små hjem. Når hele verden er blevet til et soveværelse, hvad skal soveværelset så bruges til? Og omvendt: sålænge der ingenting sker derhjemme, må vi have udløsning i det offentlige rum.
Det kunne være sjovt – for eksperimentets skyld – at tage et lille hvil. Bare i en uges tid eller måske en hel måned og se, hvad der så ville ske. Måske ville vores børn gå hen og blive…øh…normale (dvs ikke som os.) Og måske ville konen og manden ligepludselig kaste et nærmere blik på hinanden. Måske ville folk blive helt glade og, nåja…gode.