Servicedanmark
Af Mathilde Walter Clark
MetroXpress, 21. Juli 2006
En morgen for halvanden uges tid siden kunne man høre i radioen at Danmark er presset på turismefronten. Turismen er simpelthen dalende her til lands. Nogle tal. Turismen er ansvarlig for sølle 5-6% af bruttonationalproduktet, hvoroverfor der spås, at 20 % af verdens produktion vil stamme fra turisme i år 2020. Nu kommer så det tidspunkt i udsendelsen, hvor mine ører var faretruende tæt på at skvatte af. Jeg hørte Marianne Kiilerich, den nye direktør for VisitDenmark, slå på tromme for, at én af de helt store ting, Danmark kunne sælge sig selv på overfor udlandet, er det nærmest utroligt høje serviceniveau, vi er i stand til at diske op med. Jeg hørte det virkelig – det gjorde jeg altså! Også selvom DR1 har redigeret i programmet og slettet bevismaterialet, før de lagde det ud på nettet til fri aflytning.
Jeg kan måske godt forstå, at det måtte fjernes fra programmet. For at Danmark har et serviceniveau, der er værd at skrive ud om – det har kostet mange muntre minutter i min lille verden. Der er slet ikke plads i denne klumme til at skrive alt det, der bør skrives om vores forhold til at yde service herhjemme.
Det er næsten for nemt at finde eksempler på institutioner, der saboterer den gode Marianne Kiilerich. DSB. Om sommeren kommer det som et chok, at det er varmt, og skinnerne bøjer, om efteråret at bladende giver sig til at falde af træerne og om vinteren, at det fryser. Det eneste sikre tidspunkt at besøge landet er om foråret, hvor der ikke er så meget, der overrasker DSB.
Lufthavnen. Behøver jeg næsten at sige mere? Metroen. Den er også nem. Den er god for en hel del bøvlet bustrafik rundt i byen. En meget mærkelig service.
Operaen. Sikkert vældig spændende og turistværdigt. Hvis man ellers kunne komme derud. Som det er nu, kan man stå og glo på bygningen fra Amalienborg, men hvis man vil aflægge stedet et visit, må man hele vejen igennem byen, henover flaskehalsen på knippelsbro – og nu også som følge af trafikafspærringen yderlige fem kilometer gennem Amager og rundt om en ny flaskehals for at komme ud på Holmen. Stor service er der ikke tale om. En gangbro ville stå i væsentligt mindre end det, det koster os at være så dårligt kørende.
Ikke mindst muntrede jeg mig over vrangforestillingerne om servicen i Danmark, da jeg i sidste uge aflagde Parkering København et visit for at få en beboerlicens. Her stod en østriger og skændtes med parkeringspersonalet om en kæmpebøde på 600 Euro, fordi han ikke havde fattet, at man skal holde ti meter fra et vejkryds. Hvor nemt ville det ikke være at male alle gadehjørner de sagnomspundne ti meter, så man ikke altid skal finde sit ti-meter-målebånd frem? Ville det forresten ikke også være en dejlig service for os selv?
Nå, men på selvsamme parkeringskontor udspillede sig endnu en lille farce, som til fulde beskriver vores forhold til det at yde service. En anden herre havde samtidig en diskussion kørende om den gade, han boede i, og til hvilken han nu også havde brug for en erhvervslicens. Parkeringsmedarbejderen: “Den gade findes ikke.” “Jo. Det ved jeg, for jeg har boet der i fire år.” “Jamen, den findes altså ikke i vores system.” “Det ved jeg ikke noget om,” sagde manden, “men den findes altså ude i virkeligheden.” Hvortil servicepersonen rystede på hovedet og sagde: “Ikke i vores system.”
Systemet over virkeligheden. Det er servicedanmark. Her var det, at den gode mand måtte ud og hælde flere penge i parkometeret for at fortsætte diskussionen. Hvordan, spørger jeg mig selv, skal vi nogensinde kunne yde service for andre, når vi ikke engang kan gøre det for os selv? Og så er jeg ikke engang nået til teleselskaberne.