Servicedanmark II
Af Mathilde Walter Clark
MetroXpress 27. juli 2006
Nå, hvor kom jeg til? Jeg nåede ikke at blive færdig med klummen sidst. Jeg løb simpelthen tør for plads. Det kom sig af, at jeg havde hørt direktøren for VisitDenmark, Marianne Kiilerich, blive helt juhu-agtig i et radioprogram, fordi hun næsten ikke kunne vente med at gøre udlandet opmærksom på Danmarks helt vilde serviceniveau for at lokke flere turister hertil. Turismen er på nedadgående og det koster kroner – noget som servicedanmark altså skulle kunne råde bod på.
Jeg var i færd med at opremse diverse sabotører til Marianne Kiilerichs plan, og jeg må indrømme, at jeg gjorde mig lystig over serviceniveauet hos DSB, Metroen, lufthavnen, skiltningen og parkeringen før pladsen slap op. Jeg var fremme ved pointen om, at når vi ikke engang kan yde service til os selv, hvordan skal vi kunne det for andre – og nåede akkurat at nævne teleselskaberne, før jeg havde nået de 621 ord.
Prøv at sige ‘teleselskab’ og ‘service’ i samme sætning uden at komme til at grine. Det mest bemærkelsesværdige ved teleselskaberne er, at det er umuligt at ringe til dem. Eller: man kan ringe alt det, man vil, men der er ingen til at tage telefonen. At være nødsaget til kontakt med et teleselskab, er noget, der fylder de fleste mennesker med frustration allerede før missæren indtræffer, og man hvirvles ind i deres spind af telefonsvarere. Af samme årsag forvildede jeg mig i sidste uge ind i én af disse hersens telebutikker for for at flytte en telefon. Kunne det lade sig gøre? Nej. Kunne det klares over nettet? Nej. Man skulle ringe. Der er halvanden uge siden – og ikke lykkedes endnu.
Hvem har været i et stormagasin for nylig? Der ligger ét i København, hvor jeg endnu ikke er stødt på fænomenet ‘betjening’. Jeg kan ikke finde ud af, om de overhovedet har nogen ansatte. “Klær den mig?” “Nej – rød er ikke rigtig din farve,” siger kunderne til hinanden før de går tomhændede hjem.
Flere servicesabotører: Restauranterne. Og politikerne, der sørger for, at man kan ikke snige sig ind for at få et måltid mad uden skulle hoste sig vej igennem vores røgtåger. Men restauranterne er såmænd udemærkede til selv at sabotere enhver form for service. I sidste uge oplevede jeg en turist bede om en is-latte på en café. Det kunne ikke lade sig gøre til trods for, at cafeen havde både latte og is. “Kan du ikke bare lave en latte,” spurgte hun, “og komme is i?” Nej. Det lod sig ikke gøre: det var ikke på kortet. Kreativiteten er ikke stor i servicedanmark.
Her til efteråret skal jeg deltage i et internationalt forfatterseminar på et universitet i USA, og har før seminaret fået tilsendt et spørgeskema, der har til formål at gøre mit ophold så behageligt som muligt. Har du særlige diætmæssige krav, er du handicappet, er du ryger? Den slags. Det amerikanske system er simpelthen sat op til, at imødegå folks forskellighed. Der er en holdning til, at det ikke er noget problem – det er bare sådan, det er.
Man må konstatere, at indlevelsesevnen ikke er tilsvarende stor i servicedanmark. Jeg har spekuleret en del over, hvad denne modvillighed mon skyldes. Jeg tror, det er noget, der er ganske indgroet i den danske folkesjæl. Vi er Systemets kustoder – kræv ikke mere af os end hvad Systemet er sat op til. Bed os ikke om det, der ligger ud over menukortet. Forlang ikke, at vi skal anerkende din individualitet. Det er ikke bare, at vi ikke gider, fordi det er til besvær. Det er simpelthen, at vi ikke vil, fordi ingen har krav på at få en særlig behandling. Hverken særlig god, særlig anderledes, særlig nogetsomhelst. Du kan få, hvad der står, og hvad andre også plejer at få. Amen – og velkommen til servicedanmark.