Røvballedanmark
Af Mathilde Walter Clark,
Romeo+Juliet December 2004
Går verden mere og mere imod Emmerys eller Bog & Idé? Dette spørgsmål stillede min cool omslagsmand Harvey for nogen tid siden. Harvey kommer oprindeligt fra L.A. og har også boet i New York i en årrække, men har spenderet de sidste 15-20 år i Danmark. Det betyder, at Harvey var her dengang, hvor tingene virkelig var bonderøvsagtige.
Når jeg cykler hjem til Nørrebro inde fra byen ligger der en Emmerys lige over søerne. Udenfor holder altid et væld af Sögrenicykler og topstylede mennesker vælter ud af butikken med brød under armen. Og det er meget svært at cykle forbi, når man ved, hvad for noget brød, der ligger på hylderne inde i den butik. Lidt længere ude kommer man forbi en Bog & Idé. “Bog” er så meget sagt og “Idé” er direkte pinligt. I butikken sælger de mest blokke og tusser og sådan nogle kulørte fødselsdagskort med vittigheder om babser. Det en skræmmende tanke, hvis verden går mere imod Bog & Idé end mod Emmerys, og Harvey og jeg blev derfor, i et anfald af ukuelig optimisme, enige om det sidste. Alting er ligesom blevet lidt mere smart, syntes vi.
Meget taler for det. Jeg kan f.eks. endnu huske, da man begyndte at tale om cafeer (stavet med c) som et eksotisk indslag i den danske kultur. Sommersko var én af de første af slagsen. På det tidspunkt var det stadig helt almindeligt at foretage sine lørdagsindkøb iført en fejlvasket træningsdragt med kriminelt stor hængerøv, mens man guffede løs af en pose flæskesvær. Hvis man så nogen på gaden, som havde fundet på at tage en sjov hat eller en kasket på, så gloede man behørigt.
Men nye vinde blæste.
Man var så småt begyndt at kalde spaghetti for pasta, man opdagede fænomenet ‘frisk basilikum’ og følte en virkelig opgradering fra bonderøvsdanmark. Det var blevet ikke så lidt internationalt.
Og det er blevet meget mere internationalt siden dengang. Synes vi selv. Når den sidste årgang af værtshusalkoholikere lige om lidt har drukket sig selv ihjel, forsvinder de usle, tilrøgede bodegaer med deres cowboytoasts og gule glasaskebægere også. Det vrimler med caféer, juicebarer og smarte butikker. Folk er sågar begyndt at eksperimentere med andre farver end sort i deres påklædning. Vi synes ikke selv, det er for meget at sige, at Danmark er ret tæt på at være verdens navle, hvad angår mode, og på restauranterne synes tjenerne selv, at de er finere end gæsterne.
Jeg har en ven, der bor i Moskva, og som synes det er ikke så lidt morsomt. Set sådan lidt skråt fra højre er vi akkurat ligeså bonderøvsagtige, som vi altid har været. Der var den helt store novra-effekt i den samlede danske modepresse, da Sand havde Nadia Auermann på podiet. Og det er ikke mere end et par over siden, at man ikke kunne komme ind på Kafé Ketchup en lørdag aften iført gummisko, altimens ejeren sad derinde og holdt et omfattende hof af småpiger – iført gummisko. Kaféens ærværdige linoliumsgulv var simpelthen for fint at betræde med sine helt almindelige dødelige sneakers, hvis man ikke lige stod og viftede med skødet. Rimeligt bonderøvsagtigt, hvis man spørger mig. Går man ind på en mellemdyr restaurant og beder om the til sin mad, får man stigen garneret med et par løftede øjenbryn. Men går man ind på en alvorligt dyr restaurant siger de: “til forretten vil jeg anbefale en tre-årssencha med jasmin.”
Forskellen er integritet.
I vores forhippelse på at være internationale og smarte mister vi nemlig evnen til at skide på, hvad andre synes. Jeg tror, det hele bliver lidt sjovere, hvis ikke man var så bange for at stå ved sin røvballeagtighed. Det er simpelthen for ufedt at være selvfed. Man kan f.eks. være rimeligt sikker på, at maden smager dårligt på den restaurant, som går op i hvad for nogle sko, man har på, mens man spiser den. Og hvad var der sket, om man hos Sand havde turdet i stedet at slæbe kassedamen fra Brugsen ind på podiet? Ikke særlig internationalt, men til gengæld ret skægt.
Nå. Nu vil jeg ud og finde mig en træningsdragt med en etagestor hængerøv, og så vil jeg smutte ind og se en film i Palads.