Rejsen til månen
Af Mathilde Walter Clark
MetroXpress 1. September 2006
Den amerikanske jord er svær at nå. Det ved jeg, fordi jeg i den forløbne uge har skiftet den sædvanlige københavnske ud med den i staten Iowa. Sagen er den, at jeg skal deltage i et internationalt forløb af en slags for forfattere over hele verden, noget der endda er støttet af de amerikanske myndigheder i form af klingende mønt. Det var ikke nogen enkel operation, og jeg (der allerhelst ville have været astronaut, da jeg var barn) har en grum mistanke om, at det ville have været en simplere og mere ligefrem manøvre at rejse til månen. Ikke mindst fordi de forhindringer, man ville støde på undervejs, i det mindste ville synes om ikke forudsigelige så da i hvert fald intuitivt rimelige.
Ok. Hele verdens tiltagende grad af pirrelighed efter 11. september er selvfølgelig ikke gået hen over mit hovede. Derfor mødte jeg også op ude i lufthavnen tre og en halv time før den skemalagte afrejse. Ikke fordi det var noget, jeg havde fået besked på, og det var bestemt heller ikke fordi, jeg havde været en flink pige og kigget på Kastrups hjemmeside eller noget i den retning, men blot fordi jeg til min egen store rædsel så småt er begyndt at vænne mig til netop den rædsel, som så heftigt og utrætteligt promoveres i alle medier. Med tre og en halv time var jeg sikker på at være i god tid. Så god, konstaterede jeg, at indtjekningen ikke var begyndt endnu, og jeg gav mig i magelighed til at ompakke min kuffert bag en søjle.
Det skulle jeg ikke have gjort. I de fem mellemliggende minutter var der opstået en kø på længde med den kinesiske mur. Under indtjekningen, der sammenlagt slugte to og en halv time, blev vi gjort opmærksomme på, at vi skulle fjerne alt, hvad der mindede om flaskevand, håndlotion, solcreme og andre væsker fra vores håndbaggage. Og de mente det seriøst. Hvis ikke vi selv fjernede vores cremer, ville de gøre det, forsikrede damen os. Hvad mon de forestiller sig? At man vil kapre et fly under trusler om at indcreme den gode pilot i faktor 12?
At de mente det gravalvorligt fik jeg bevis for før jeg nåede gaten. Her blev en ung familie med et spædbarn snuppet på fersk gerning med et glas babymos og en flaske med brystmælk, som de frejdigt havde tænkt sig at fodre ungen med under den lange overfart. Men var der slet ikke noget, der kunne gøres for den unge familie? Jo det kunne der da, for den rare uniformerede mand gav sig i ly af terrortruslen til at smage på kvindens brystmælk for at sikre sig…hvad? Et eller andet, jeg overhovedet ikke har lyst til at tænke på hvad kan være. Og man må hele tiden huske på, at man gerne må tage en lighter med ombord. Måske hørte jeg ikke efter i fysik, men min intuition siger mig, at butangas trods alt er farligere end brystmælk.
Men jeg kom trods alt let herover (når man ser bort fra de otteogtyvegange, jeg måtte have skoene af og fordele min bagage i grå plastbakker) for jeg har amerikansk pas. Min kollega fra Mexico, derimod, blev arresteret og tilbageholdt i lufthavnen, under beskyldning for at have forfalsket sit visa, og den kvindelige poet fra Iran måtte i sin plan indregne tid til fire timers krydsforhør under hver mellemlanding. Poesi og brystmælk udgør åbenbart en stor trussel.
Det, der undrede mig mest ved månerejsen, var at folk helt ko-agtigt fandt sig i hvad som helst. Ingen syntes at bemærke, at grænserne for hvad man kan tillade sig i terrorens navn har bevæget sig ud over det rimelige. Men jeg er vel ikke den eneste, som efterhånden har vænnet sig til forlydener om ulven.