Rævekagebageriet i Rudersdal

Af Mathilde Walter Clark
MetroXpress 25.november 2005

Alle gode historier ligner myter. De handler om Heltens Rejse – frivilligt eller modvilligt - gennem Den specielle Verden og tilbage til Den almindelige Verden. Når Helten vender tilbage er han et transformeret menneske, som vi alle kan lære af, fordi han gennem sin forvandling har bragt nogle af vores ubevidste temaer op til overfladen. En sådan forunderlig rejse er gået for sig ude i den virkelige verden i løbet af dette efterår.

Helten hedder Christian Kjær. Som helt betragtet har han præcis de sammensatte kvaliteter, som en klassisk helt skal have – han er stenrig og vokset op med familievirksomheden F.L. Schmidt. Men samtidig har han det fatal flaw, som gør at man alligevel holder af ham, en nærmest jovial menneskelighed, der giver én det indtryk, at han måske ikke altid er helt klar over, hvad er foregår omkring ham. Under alle omstændigheder har man ikke på fornemmelsen, at han har mange opskrifter til rævekager til trods for at han er arving til Alletiders store Rævekagebageri.

For at det ikke skal være løgn er vores Helt gift med Janni Spies, som i sig selv er mytestof. Og i årevis har vi kunnet se vores Helt optræde i ugebladene i lidt for korte, blankknappede jakker, sovsekandehat og trademark jovialt smil på læben, når han skulle til fest hos Dronningen eller på bukkejagt med Prinsen. Men vores Helt har endnu ikke forladt den - for ham - Almindelige Verden, som på os dødelige ugebladslæsere allerede virker temmelig eventyrlig.

Så skal der være valg i Rudersdal Kommune, hvor Helten bor. De stedlige Konservative Rævekagebagere finder ud af, at det er en pragtfuld idé at lancere vores Helt som deres spidskandidat. Dette er Heltens Kald til at rejse ind i Den specielle Verden, som det kommunalpolitiske liv udgøres af. Som Orpheus steg ned i Underverdenen stiger vores Helt simpelthen ned i Kommunalpolitikken lokket af den fortryllende titel ‘Borgmester’ og alle de rare klap på ryggen, som de stedlige Rævekagebagere kan præstere.

Snart ser man vores Helt traske rundt på Birkerød Hovedgade og dele pamfletter ud for liste C. Så meget virkelighed har han aldrig før fået på fingrene, men sådan er det, når den mytiske Helt rejser igennem Den specielle Verden – her gælder nye regler, man skal lære, og ikke alle gider at tage imod en pamflet selvom den bliver delt ud af én, der har nedlagt vildt med Prinsen.

Ak! Det går ikke som planlagt, for folk i Kommunen vil alligevel hellere have den onde Fabrin, som de i det mindste kender og ved kan bage de allerfineste Rævekager. Og det er nu og engang det, man skal kunne i Kommunalpolitik. Sovsekandehatten får ikke følgeskab af Borgmesterkæden. Men vent - livets Store Historiefortæller gemmer noget i ærmet! Vores Helt fik akkurat nok stemmer til at blive valgt ind i som et gement medlem af byrådets grå hær! Og her skal han igennem sine ugentlige byrådsmøder de næste fire år lære at bage Rigtige Rævekager. Se, det var en smuk historie. The End. Rulletekster.


< tilbage til klummer 2005