Præsidenten der ikke ville være præsident
Af Mathilde Walter Clark
MetroXpress 18. maj 2007
Hvis Bono er Messias, så må Al Gore være Gud selv.
Han bor i Nashville, USA, og han er næsten for god til at være sand. Han har vundet en Oscar. Han er indstillet til Nobels Fredspris. Og så sidder han (gudhjælpemig) i bestyrelsen hos Apple! Så kommer det ikke meget hippere. Nå ja. Jeg glemte at nævne, at hans kone spiller trommer.
For tiden turer han rundt og holder foredrag om dét problem, som hele verdens politikere indtil videre har haft held til at ignorere: den globale opvarmning. Og har ene mand lykkedes at få folk til at tage problemet alvorligt. Sagen er for ham ikke en grille han lige har fundet på for at opnå populariet: han har kæmpet for den i tredive år. Til sammenligning er det på hjemlige kanter kun meningsmålinger, der kan lokke de ledende politikerne til at interessere sig for klimakrisen. Eneste hage ved Al Gore er, at han ikke vil være netop det: ledende politiker. Han vil ikke være præsident. Heller ikke selvom en hel del amerikanere nærmest trygler ham om at blive det.
Ironien er tommetyk. Ved roret sidder hans diamentrale modsætning. Det er sort hat/hvid hat som i de gode gamle film fra Hollywood. Skurken er en rigtig skurk og helten en rigtig helt. Virkeligheden har det med at producere den slags endnu bedre – og endnu værre – end fiktionen kan hamle op med. Man kan kun spekulere over, hvordan verden ville have set ud idag, hvis og hvis…
Jeg er lige kommet tilbage fra et længere ophold i New York, og jeg kan bevidne, at folk er godt matte (foruden – selvfølgelig – flove) i filten over tingenes tilstand. Der er en stemning af at alting efterhånden kan være lige meget. Ingen næsten orker at forholde sig til politik mere. Folk har mistet troen på, at demokratiet virker. Der findes ingen konsekvens i systemet. Forleden gik jeg forbi et skilt i SoHo i New York. Der stod: “Impeach Cheney first – then the moron”. Hvilket betyder noget i retning af: Stil Cheney for rigsretten først – og så tumpen. Der er en generel fornemmelse af at sidde på bagsædet i en bil, der er kørt ind igennem autoværnet og er på vej ud over en bjergskråning, og at det ikke rigtigt nytter noget at forsøge at hive i rettet. Måske er Al Gore manden der kan. Og folk håber på, at han i sidste øjeblik vil lægge sig ind i feltet af præsidentkandidater. I følge TIME magazine har han allerede 12% af stemmerne i meningsmålingerne – og det er vel at mærke uden at være opstillet som kandidat. Ikke engang Naser Kader kan inspirere den slags mirakler.
Men det er den gode gamle devise om, at den bedste leder er dén, der ikke vil være det. Han vil nemlig ikke. Han mener ikke, at præsidentposten er den post, som vil gøre hans gerning den største tjeneste. Og det lader altså virkelig til at være gerningen mere end noget andet, der interesserer ham. Det er helt usædvanligt.
Kigger man på den hjemlige scene kan man ikke undgå at blive misundelig. I USA har man trods alt både Hillary og Obama som demokratiske kandidater, hvis ikke det lykkedes folkestemingen simpelthen at indkalde Gore til tjeneste (sådan som to uafhængige underskriftsindsamlinger er i færd med at forsøge). Det ser lysere ud end det har gjort meget længe.
Herhjemme har vi ikke nogen, vi rigtig gider, hverken i eller uden for politik. Ham vi har, har vi for en stor dels vedkommende alene fordi der ikke er nogen alternativer. Det bedste bud er en bevægelse eller en slags sekt, som ingen endnu aner, hvad mener. Man kan kun håbe på det bedste.