Præsident Obama
Af Mathilde Walter Clark
MetroXpress, 27. oktober 2006
I den sidste forløbne uge er jeg kørt igennem en håndfuld amerikanske stater sammen med min kæreste, og hold op hvor fik vi hørt meget radio. Efter ganske kort tid blev vi dog trætte af de ubegavede reklameindslag på de normale radiostationer, og vi skruede lige så stille over på det såkaldte talk radio eller NPR – National Public Radio. En dag - jeg tror det var et sted i Ohio - er der en stemme, som gør, at vi umærkeligt tier stille og lytter efter hvad der bliver sagt. Når man sådan kører mellem stater, kan man godt pludselig komme uden for senderens rækkevidde og blive afbrudt af programmet Skratnyt, som mest sender støj. Så Skratnyt brød ind og forstyrrede den venlige, mørke stemme, der var så fuld af besnærende autoritet og integretet. Som ved en refleks gav jeg mig til at fumle med radioen for at finde en anden kanal, mest fordi det var min kæreste, der kørte bilen, og mig der stod for at holde radioen skratfri. Men jeg blev stoppet, og vi lyttede videre ligeglade med støjen og glade for stemmen.
Manden havde det besynderlige navn Barack Obama. Han havde lige skrevet en bog, kunne vi forstå, og havde tilmed sympatiske synspunkter på politik, familieliv, ansvar og den slags. Reporteren blev ved med at spørge ham, om han ikke ville stille op som præsidentkandidat i 2008, og Obama blev ved med at sige, at han ikke havde noget endeligt svar på det lige nu, og at den slags skal overvejes nøje, før man gør det. Han sagde, at det ikke skulle handle om karriere eller fedheden i at være præsident, men om vitterlig at bringe noget til torvs.
I to dage synes vi selv, at Obama var vores egen lille hemmelighed. Vi havde trods alt aldrig hørt om ham, og nu havde vi hørt ham i radioen i det intime rum af en bil et eller andet sted på vej gennem Ohio. Og så var han ligepludselig på forsiden af alle de aviser, vi kom i nærheden af. Med overskrifter der mere eller mindre alle sagde: Præsident Obama 2008. Efter alt at dømme havde han nået en afklaring af egne motiver med et evt. kandidatur.
På forsidebillederne så vi også noget, som vi ikke havde kunnet forvisse os om på radioen. Nemlig at Barack Obama er sort. Han er (hold fast) den eneste sorte senator i USAs nogle og halvtreds stater. Det behøver vel næppe nævnes, at han er demokrat. Og der er meget, der tyder på, at han vitterlig kunne gå hen blive USAs første sorte president.
Fra aldrig at have hørt om ham, hører jeg ikke om andet. Åbner man fjernsynet taler de om Obama. Åbner man avisen, taler de om ham. Sætter jeg mig på en café og drikker kaffe, sidder der nogle ved bordet ved siden af og diskuterer Obamas chancer. På TV nævner de Jesus. Nogle er selvfølgelig bitre og siger, at han ikke har nogen erfaring. Andre siger, at det havde John F. Kennedy heller ikke (eller George W. Bush for den sags skyld). Ikke så få sammenligner ham med JFK. I lighed med Kennedy gør han sin entrée på scenen med en bog fuld af brobygning og håb, noget som amerikanere – demokrater som republikanere - sukker efter i øjeblikket.
Først og fremmest taler alle om talen. Talen han hold ved demokraternes kongres i 2004. Den kan ses på Youtube.com. Og her forstår man hvorfor JFK og Martin Luther King hele tiden bliver nævnt. Obama har alt det, Bush ikke har. Charisma, dannelse, intellekt, veltalenhed og sans for fællesskab. Han har skrevet en bog, og man mistænker ham også for at have læst adskillige af slagsen. Det eneste, man desværre griber sig selv i at tænke er: Hvornår blow’er han den?