Politik for begynder
Af Mathilde Walter Clark
MetroXpress 30. september 2005
Politik er noget mærkeligt noget. Jeg tænker ikke så meget på ideologierne eller den antropologi, der ligger til grund for de politiske filosofier, nej, jeg tænker på politik som en særlig måde at bruge sproget på, hvor vi er gået hen og blevet enige om, at ordene egentlig ikke betyder noget som helst. De udveksles bare, og måden hvorpå de udveksles, er kendetegnende for, hvor gode politikere der er tale om. En god politiker er med andre ord én, der forstår at bruge sproget på en sådan måde, at det overhovedet ikke hænger fast i virkeligheden.
Tag bare sidste uge – en typisk uge i dansk politik med aktørerne Eva Kjær Hansen, Pia Kærsgaard og Anders Fogh. For nemheds skyld erstatter vi navne med bogstaverne A, B og C. A havde i et stort avisinterview sagt nogle ting, som B ikke brød sig om, at A gik og sagde. B gik derfor straks til C, As chef, for at få A til at holde op med at sige de ting. C var sikkert i forvejen sur over at A sagde de ting, men værst var det dog, at blive hundset med af B, så nu var C rigtig rasende. C sagde derfor til A, at hun straks skulle holde op med at sige de ting.
Men B var ikke sådan til at få til at holde op med at sige de ting. Og så blev C endnu surere. Sur nok til at hvis A ikke snart holdt op med at sige de ting, ville hun miste sit job. I slutningen af ugen sagde A endelig, at hun alligevel ikke mente nogen af de ting, hun havde sagt. Hun sagde nu, at hun var helt enig med C og mente fuldstændigt det samme, som han siger, at han mener. A beholdte sit job, B var glad og C lettet. En uge i dansk politik var veloverstået, og en ny uge kunne begynde, hvor nye mennesker kan sige ting, som andre kan prøve at få dem til at holde op med at sige, indtil alle er glade igen.
Det særligt pinlige bestod selvfølgelig i, at B ikke forstod, at det hele bare er noget, vi leger. Hun kom faktisk til at sige noget, der hænger fast ude i virkeligheden. Og det er en rigtig uskik. Der er selvfølgelig ingen, der ved sine sansers fulde brug vil tro på, at en liberal politiker synes at lighed er det fedeste, der findes i verden. Hvis han syntes det, ville han ikke være liberal politiker. Men nu er det bare sådan, at vælgerne synes, lighed er det fedeste, og så leger vi det med en liberal regering. På den måde kan liberale politikere få lov til at lave liberal politik i fred. Folk elsker ord højere end handlinger og det er forståelsen af det, der adskiller den gode politiker fra den dårlige. Forstår man det, kan man slippe afsted med hvad som helst. Se bare Bush og Blair, de udenlandske forbilleder. Nej, det dér med konsekvens - det er for tøsedrenge!