Pladask i Las Vegas
Af Mathilde Walter Clark
MetroXpress, 24. November 2006
Der har været meget snak om en entertainer ved navn Tom Dane og hans erobring af Las Vegas. Som jeg kan forstå har the artist formerly known as Thomas Eje boet i byen og øvet sig i to år, før han indtog scenen med sig selv og sit klaver. Som jeg også kan forstå det, har han givet to optrædener, og det var så det. For nu ihvertfald.
Jeg ruller ind i byen nøjagtig tolv timer efter hans seneste optræden. Jeg er spændt. Ikke mindst fordi, jeg har læst så mange steder, at Tom Dane er ‘faldet pladask for byen’. Jeg er spændt på, om jeg også vil falde pladask.
Det er med nød og næppe, jeg når levende derind. På motorvejene findes en helt ny måde at køre bil på. Det minder meget om videospil, men jeg har ikke spillet så meget, og er ikke helt i træning med at køre tre gange hastighedsbegrænsingen og pendle ind og ud mellem de andre biler efter forgodtbefindende. Jeg dør to gange på 15’eren, og har ét liv tilbage, da jeg når The Strip.
Så er det, jeg mærker den. Stemningen. Sært ekshalteret og hektisk. På The Strip, dér hvor alle de store hoteller og Casinoer ligger, kører folk værre end på motorvejen. Vejen er ti-sporet. Jeg dør meget hurtigt og får tre nye liv, som jeg mister igen meget hurtigt. Hele byen lugter af brændt kød.
Efter at have ledt efter parkering i halvanden time lykkes det mig at komme ind i et butikscenter. De folk, der går rundt derinde er ikke normale. Det er alt, hvad jeg kan sige. De er bare overhovedet ikke normale.
I en dyr butik er ekspedienten ved at taste bunker af tøj ind på kasseapparatet. Hun undskylder overfor damen. Jeg er nødt til at give dig to bonner, siger hun. Kasseapparatet vil af en eller anden grund ikke acceptere mere end tyve varer ad gangen. Damen ser på hende, som om hun er et eksotisk insekt. I’m sorry, siger ekspedienten. Folk venter i kø. Det er Vegas-Netto.
Det tager nye halvanden time at finde bilen, hotellet og parkere igen. Receptionisten på hotellet har lige fået lavet kunstige negle. Hver enkel negl har sit eget unikke sommerfuglelandskab. Mit gæt er, at de er fire-fem centimeter lange. Hun har nogle underlige håndbevægelser, når hun taster noget ind på computeren og rækker mig nøglekortet. Jeg tænker på, hvordan hun tørrer sig bagi. Halvanden time efter er jeg igennem Casinoet, der er på størrelse med København, og har fundet den rigtige elevator til værelse nummer 202633. Jeg må spørge om vej fire gange. Folk er ikke direkte uvenlige. De er bare pengevenlige.
Halvanden time senere er jeg et lille stykke ned ad gaden. På gadehjørnerne i amerikanske byer findes bokse med aviser til salg. I Las Vegas er aviserne fyldt med damer med stjerner mellem benene og opspillede øjne. Folk på gaden vælter rundt i margaritas. Mexicanske mænd deler kort fra stripklubber ud til forbipasserende familier. En mand på et gadehjørne råber: er der nogen, der er blevet gift endnu? I magasinet på hotellet er der en annonce for et vielsesforetagende side om side med en stripklub. Middagen, jeg finder, er en sushi-buffet, som ville have gjort det gamle Rom flov. Kun mangler spande til at brække sig i. Alle store, tabte civilisationer, nåede et punkt af en fuldkommen pervateret dekadence, før de gik ned.
Jeg skal nå mit fly tidligt og forlader hotellet klokken fire. Jeg deler elevator med en ekset luder, der ringer til sin alfons for at høre, om der var mere. Tom Dane må falde pladask uden mig. Men ét er sikkert: Når civilisationen går under skal Tom Dane nok spille klaver til.