Patospolitik
Af Mathilde Walter Clark
MetroXpress 29. Februar 2008
Jeg er helt kulret efter den forløbne uge. Mine følelser har løbet rundt og rundt med mig. Eller rettere: Villy Søvndals retorik har løbet rundt og rundt med mig. Politik på alle sider af midten er ved at udvikle sig til noget for folk med meget kradse nervesystemer.
Først var der Khader og co, som ville Pia til livs, og komme flygtningene til undsætning, og så skulle vi alle skrige ‘jaaaa’ og klappe i vores hænder. Øjeblikket efter svingede pendulet den anden vej, og nu skulle vi råbe ‘jaaaa’ til Fogh og Pia og ‘jaja rolig nu’ til flygtningene. Endnu før det har den stået på både kræftsvulster og faldskærme, og jeg ved ikke hvad. Og nu er Villy Søvndal hoppet med på patosvognen og har haft mange forskellige og ikke særlig velsmagende ord i sin mund i de seneste uger. Ord som ikke klæder ret mange munder, og slet ikke politikermunde. Ord som ‘skrid ad helvede til’, ‘de fladpandede’, ‘disse tossers våde drøm’ og ‘åndsformørket idioti’.
Nu kan mit ophidsede nervesystem snart ikke kapere mere. Dansk politik kunne godt trænge til at blive balsameret i kamillethe. Ethvert demokratisk indstillet menneske vil være enig med Villy Søvndal i, at det er alt for galt, at der findes anti-demokratiske kræfter i Danmark. Men det er nu og engang systemets indbyggede ironi. Selvom jeg da skal være den første til at medgive, at det er en kæmpe ulempe ved demokratiet, at der findes så mange, der har andre synspunkter end én selv!
Patos kan være et fint virkemiddel, brugt i kunsten – i litteraturen og på teatret. Det kan også have sin berettigelse i begravelsestaler, hvis man er til den slags. Men politisk skal man altså være hårdhudet for at kunne tåle det. Og det gælder helt særligt, når det gælder om at udpege nogen og bede dem om at skride ad helvede til. Den slags retorik er flere knuder på et bålet. Villy Søvndal gør det kun endnu mere spændende for bilafbrændere at brænde biler af.
Lad i stedet os menige danskere om ‘det er kraftedemig for galt’. Det kan vi sige til hinanden, på blogs – og i klummer. Af de folkevalgte politikere kræves en anden ædruelighed, besindelse og værdighed.
Nej, hvis emotionerne skal tirres, vil jeg hellere ind og se ‘There Will Be Blood’ af Paul Thomas Anderson. Når man får hidset sit følelsesliv op i en biograf, ved man i det mindste, at det er fiktion.