Passiv dødshjælp
Af Mathilde Walter Clark
MetroXpress torsdag d. 20. januar 2011
Jeg har engang hørt, at der i Jylland fandtes en læge ved navn Dr. Tod. Om der var gang i butikken ved jeg ikke, men noget kunne tyde på, at han har fået en høj stilling på Herlev Sygehus.
De seneste dages afsløringer er ikke ligefrem nogle, der bestyrker én i troen på, at man i Danmark forlader hospitalet i bedre stand, end da man kom.
Hvad jeg ikke kan få ind i mit hoved er, hvordan det første møde er foregået. Altså Wannsee-mødet, hvor man diskuterer sygdomsspørgsmålet og kommer frem til en endlösung, som man vælger at give såkaldt gængse lægelige forkortelser i patientens journal. Forkortelser som altså ikke er mere gængse end at uindviede ikke forstår dem. Hvordan er disse aftaler læger imellem kommet i stand? Hvilke kriterier anlægges for, hvem der er værd at ofre tid og penge på at holde liv i? Hvordan taler man sammen om disse ting uden at skamme sig dybt ind i sin sjæl?
En ledende overlæge fra sygehuset siger, at der ligger medicinske overvejelser til grund for disse beslutninger, og at livsbevarende foranstaltninger i visse tilfælde kan gøre ondt værre. Fint. Det er ikke tanken om, at man skal holde liv i folk imod deres ønsker og ud over al værdighed, som fylder mig med kvalme.
Det er de medicinske overvejelser, jeg er interesseret i. Men hov! Vi har jo faktisk fået et kort referet fra et telefonisk Wannsee-møde mellem to læger, Læge 1 og Læge 2. Her præsenteres vi for et eksempel på de ‘medicinske overvejelser’ som ifølge den ledende overlæge ligger til grund for endlösung-beslutningen. Læge 1 siger til Læge 2 om den patient, der får den fatale forkortelse føjet til sin journal: “Hun lyder ikke sådan superfrisk ung vårhare-agtig, vel?”
Wow. Se, dét er værkstedshumor på lavt plan. På nær at det foregår indenfor det offentlige, og at det handler om mennesker, ikke biler. Hvordan får man folk til at deltage i den slags samtaler? Mit bud lyder på en hierarkisk ledelsestil à la hæren. Derfor virker det også ekstra hult, når direktøren nu går ud og siger, at den samvittighedsfulde, anonyme læge, som har udtalt sig i pressen, bare kunne være kommet til ham. Underforstået: Så ville de have fundet en løsning. Yeah right. En endlösung i skikkelse af en rask fyring.