På kanten af alting
Af Mathilde Walter Clark
Romeo+Juliet, oktober 2004
Da jeg i sin tid læste filosofi havde jeg sådan en vane med at stille mig op i udkanten af klasselokalet helt henne ved døren. Det var rart at have muligheden for lige så stille at kunne glide ud, hvis undervisningen skulle gå hen og blive lidt for et-eller-andet. Ok, der var pladsmangel på mit universitet, så det forekom en anelse mindre demonstrativt end det lyder, men alligevel. Satte man sig i stedet helt oppe foran og hvilede sine til lejligheden nypolerede næsebor på lærerens kateder, var det noget sværere at undslippe eventuel et-eller-andethed, uden at det ville gå hen og blive skrækkeligt pinligt for alle parter.
Ligesådan har jeg det i snart sagt alle sammenhænge, hvor der indgår flere mennesker end to. Det er rarest at opholde sig i udkanten. Tænk bare familiefester, andelsboligforeninger, polterabender og sportsklubber. Eller hvis man i en alder af thirtysomething får den idé, at nu skal man altså til at danse ballet til den helt store guldmedalje- hvad der faktisk er skræmmende mange, der får – og ikke helmer, før man er den populæreste og mest sylfideagtige dansemus på holdet. Uanset hvordan man vender og drejer det, er pladsen i udkanten lidt mere klædelig end den der - midt i begivenhedernes centrum - får en til at gå så højt op i sin formidable post som andelsboligforeningsbestyrelsesformand, at man hellere end gerne bruger sin weekend på at stemme dørklokker for at overbevise folk om at det ville klæde opgangens paneler med en særlig nuance af lavendelblåt.
Jeg tror, det har noget at gøre med humor. Det er meget svært at bevare sin humoristiske sans derinde i midten, mens man med en ustyrlig falset synger I Will Always Love You til sine kolleger på karaokeanlægget til årets firmajulefrokost . Endnu sværere er det naturligvis at dukke op igen mandag morgen. Derimod er der stor nydelse at hente i udkanten, hvorfra der er frit udsyn til det hele, og hvor der også er plads til at efterlade det ene ben ‘ude i virkeligheden’.
Sådan forholder det sig ikke mindst med nyreligiøse sekter. De fleste, jeg kender, er medlem af en eller anden form for sekt, hvad enten der er tale om yoga, meditation, buddhistisk chantning – og/eller diskussionsgrupper, taoistisk eller tantrisk hvad-ved-jeg - og alt muligt andet godt fra den spirituelle tag-selv-hylde. Lige fra det helt almindelige til det meget mærkelige er det mit indtryk, at det er som så med humoren helt inde i midten.
Selv har jeg stor fornøjelse af den sekt, jeg er medlem af, men når jeg nævner ordet ‘sekt’ for sektens mere centrale medlemmer, kan jeg godt se, at det giver sådan et lille gib i dem. De forstår ikke, at det gib får mig til at skamride ordet, når de er i nærheden, og det i en sådan grad, at jeg får lyst til at procucere hele manualer til nye medlemmer i stil med Velkommen i sekten og Takt og tone i sekten.
Der er også det med tabet af humor inde i midten, at taber vi først den, taber vi også noget meget fundamentalt - nemlig realitetssansen. Og den er s’gu’ rar at have, hvad enten vores sekt er en yogaklub, en mødregruppe eller en andelsboligforening. Det handler ikke så meget om distance eller en ironisk forholden-sig, for der er ikke noget mere trælst og virkelighedsfjernt end netop det. Det handler derimod om overblik og om at se tingene så klart som muligt. Og det gør man bedst lidt i udkanten – og gerne lidt ovenfra.
Nok for denne gang. Jeg må ud og leje mig en helikopter.