På ferie med jordspiserne

Information d. 19. Aug 2017
Af Mathilde Walter Clark

Copyright © Information og Mathilde Walter Clark 2017
Brug af papirkopier/prints til undervisningsbrug på uddannelsesinstitutioner eller i erhvervsmæssig sammenhæng er kun tilladt efter aftale med Copydan Tekst & Node og inden for aftalens rammer.

Det regner og regner. Og så regner det igen. Det er sommer i Danmark, og det er ferietid. Træplankerne på vores terasse er ved at være helt møre af fugt. Jeg er ved at være mør. Et grønt lag af alger vokser lige så stille frem på vores havebænk. Jeg tager hynderne ind og ud og ind igen, drivvåde. De andre er i sommerhuse, spredt rundt på forskellige øer. Eller rejst sydpå. De kommer hjem brune, og så tager de af sted igen. Murene i vores hus er iskolde. Jeg går rundt og er nervøs for at få D-vitaminmangel. Magnoliatræet, en pisten sag som jeg indkøbte hos Spar-købmanden for 30 kroner, har ikke den slags bekymringer. Det er vokset en halv meter siden jeg sidst kiggede ud af vinduet. Bladene glitrer. Dråberne sidder langs kanten som diamanter.

Jeg linder på terassedøren, men den trommende lyd fra regnen overdøver mine tanker. På mit bord ligger en bog, Joan Didions seneste, South and West, som jeg samlede op i New York i foråret. Den handler om en rejse hun foretog gennem sydstaterne engang i 1970, noter fra hendes notesbog. Joan Didions skrift ikke kendt for sin varme, men Sydstaterne? Måske kan turen alligevel varme mine knogler lidt?

Hun har ikke været tilbage i Syden siden hendes far var udstationeret i North Carolina i slutningen af 1942 og starten af 1943. Hun legede med papirdukker med ansigter af Vivien Leigh og Ann Rutherford som de fremstod i Borte med blæsten. Og så lærte hun af kvarterets børn at spise noget som jeg må læse to gange. Rå kartofler dyppet i det bløde grus under husene. Nu ved hun, skriver hun, at "eating pica" er almindelig i det som hun kalder "the undernourished South".

Rå kartofler dyppet
i det bløde grus

I en anden bog jeg læser om sydstaterne, W. J. Cash' berømte bog om sydstatsmentaliteten, The Mind of the South, er jeg lige stødt på noget lignende, en passage som jeg troede skulle forstås i overført betydning. Ikke så få blandt de nedereste klasser i Syden var "addicted to 'dirt-eating'", skriver han, men det var langtfra så udbredt som det er blevet påstået.

Hvad skal man få tiden til at gå med når det regner og de andre er på ferie?

Man kan læse bøger. Og man kan google.

Jeg googler dirt-eating addiction, og finder under overskriften: "Adult eating handfulds of dirt constantly" et brevkasseopslag som kunne være skrevet af Rokokoposten. "Jeg er et voksent menneske på 44 år," står der. "Jeg har spist håndfulde- og skålevis af jord i fyrre år. I begyndelsen plejede min søster og jeg at tage en skål med en ske udenfor og fylde den med jord (som med havregryn)." Om natten, når naboerne sover, sniger hun sig udenfor og sætter sig ved blomsterbedet og spiser håndfulde af frisk jord. Når hun kører forbi en byggeplads og får øje på de nyopgravede bunker jord, tænker hun: Uhm, aftensmad. "Jeg har ingen kontrol over det," skriver hun. Hun er nået til et punkt hvor hun får frisk jord leveret direkte til hendes hjem i en bunke udenfor huset så hun kan spise når som helst hun har lyst. Hendes problem er at faren til hendes barn greb hende på fersk gerning med munden fuld.

Jeg er tumlet ind ad en dør til en parallelverden. Kommentarsporet er fuld af lettet genkendelse fra andre der heller ikke kan gå forbi en byggeplads uden at mundvandet løber løbsk. Enkelte beskriver hvordan de bruger timer på at køre til deres favorit-jordsteder. En enkelt, fra sydafrika, spiser kun jord "made for consumption", men vil gerne holde op med jordspiseriet på grund af problemer med forstoppelse…

Er jeg den eneste som ikke kender til fænomenet dirt-eaters? Google vrimler med historier, man skulle tro at verden ikke bestod af andet. På Youtube anmelder dedikerede jordspisere, mest kvinder forskellige typer af jord. Det er en industri. Jorden ankommer i poser, klumperne spredes ud på bordet, vurderes. Ler, stykker af kridt, rene delikatesser, forstår man, beregnet til at spise. Tips udveksles, forskellige jordsælgere anbefales. Man ser munde helt tæt på, og hører lyden af de store tørre jordklumper der knases mellem tænderne. Titler som var der tale om den fineste vinsmagning, Indian roasted grey clay, Butter grey roasted, silver ball clay og red Khadi. De bager jorden i ovnen for at få den rette knasningsgrad.

Nedenunder kommenteres: "Mouth watering"!

"Tastes like rain", siger en jordspiser.

Især når det regner er det slemt, skriver en anden, en jordspiser fra Las Vegas i kommentartråden. "The earth smells so earthy and rainy, I can't explain it, my mouth waters".

Jordspisning er kendt i hele verden. Det betegnes ligefrem som en tradition i hele det varme klimabælte. Langt herfra mao. Det er især udbredt blandt gravide kvinder. The Week skriver at mens kun 0.01 % af gravide kvinder i Danmark indrømmer at de spiser jord, er tallet 56% i Kenya, hvor man kan købe spiseklar jord på markedet.

Det kan man også i Georgia i USA. En dokumentar Eat White Dirt som ligger gratis derude og som er produceret for NPR undersøger traditionen for jordspiseri i Sydstaterne, særligt den lækre hvide Georgia-jord som sælges i posevis i supermarkederne. Der er alskens myter om at en særlig vitamin- og mineralmangel skulle drive de jordspisende kvinder, men eksperterne siger at der ikke er skyggen af næringsværdi i den kridtede hvide jord.

Damen på trappestenen er helt hvid om munden. Det knaser når hun snakker. Det er holdt op med at regne. Ferien er ved at være slut. Jeg åbner terassedøren igen, der lugter vådt af regn, men det får ikke min mund til at løbe i vand.