Ville du låne 400 kr til en vens ven?
( Om genetisk betinget troskyldighed)
Af Mathilde Walter Clark
Alt for damerne 49/2007
For nogen tid siden læste jeg i avisen om en ung dansk og særdeles succesfuld designer, som har mistet det mest fundamentale, en kunstner har: retten til at skabe i sit eget navn. Historien lød, at hun på grund af pengemangel og for at kunne fortsætte med at lave tøj, havde indgået et samarbejde med direktøren for en kæmpe koncern. Glad og benovet over, at koncerndirektøren viste interesse, skrev hun under på hans papirer uden at spørge nogen til råds.
Den historie kan man selvfølgelig godt regne ud, hvordan ender. I hvertfald når man får den fortalt bagefter. Nu er designeren ude af butikken – og er henvist til at kreere sine nye kollektioner under et andet navn end sit eget. Altimens det store maskineri kører videre med noget masseproduceret kluns, som hendes navn bliver syet fast i nakken af.
Da jeg læste dén historie, blev jeg så edderspændt rasende, at jeg begyndte at tude. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan det ville være, hvis en eller anden abe havde tiltusket sig retten til at skrive bøger i mit navn. Mens jeg selv værsgo´måtte skrive under pseudonym. Jeg snakkede med min kæreste, som arbejder med kreativ ophavsret. Han sagde ikke så overraskende, at hun kunne have garderet sig imod det, hvis hun havde allieret sig med en advokat fra starten. Enhver kunstner bør vide, at man ikke skal afgive retten til sit eget navn til nogle andre.
Og dér har vi hele misæren: dét, der gør mig arg. Selvfølgelig er det smart at tage en advokat med, før man sælger sin sjæl til djævelen fra Brande. Men hvis man er ramt af denne for overlevelse i den såkaldt civiliserede verden så uhensigtsmæssige egenskab kaldet tillid, er det ikke engang sikkert, at man så meget som overvejer en advokat. Det er bare ‘hvor skal jeg skrive under, og hvornår skal vi komme igang?’ Fænomenet er rammende blevet døbt af min veninde, forfatteren Dorthe Nors: Genetisk betinget troskyldighed.
Hun sammenligner det med den reaktion et nyfødt spædbarn har, den betingede griberekleks, der griber om fingeren på den nærmeste – uanset om den person så er Hitler eller Mother Teresa. Det er meget smukt, og den genetisk betingede troskyldighed, tror jeg, rummer en meget stor beskyttelse. Langt de fleste mennesker bliver så berørt af den, at de vil gå langt for at bevare den.
En gammel dame, jeg kendte, boede i New York. Engang fortalte hun, hvordan hun på vej hjem fra lufthavnen havde taget en bus, som kørte gennem Harlem. Hele vejen i bussen havde der siddet en kleppert af en sort mand og stirret på hende og den taske, hun sad med på skødet. Enhver fordom vil fortælle – ja, det ved vi godt. Da den gamle dame står af bussen, står manden også af. Hun går et par meter og han følger efter. Så vender hun sig om og siger: “Åh, ved De hvad. Den er så tung min taske. Vil De ikke nok hjælpe mig med at bære den?” Hun giver manden sin taske. Tænker, at hvis han vil have den, må han få den. Hvad sker? Manden løber ingensteder. Han gør som hun beder om, og bærer den hjem til hende. Det er en meget smuk historie.
Men livet lærer én, at der også findes folk, som koncerndirektøren, folk som er ligeglade med, at der med magt, indflydelse og rigdom kræves et tilsvarende bevidsthedsniveau og ansvar. Folk som gerne lægger arm med en tulipan. Men den genetisk betingede troskyldighed er den, der får os til – igen og igen – at gå tappert ud i verden for at blive narret. Det er en grundlæggende tillid til omverden, og også mere end der er basis for.
Jeg kan slet ikke begynde at remse op alle de gange, jeg selv er blevet narret på den konto. Min mor kan stadig ikke komme sig over, at jeg på Sri Lanka lånte firehundrede kroner til en mand med røde øjne, fordi han udgav sig for at være én af mine venners venner.