Om at gøre dansk cool
Af Mathilde Walter Clark
MetroXpress 2. februar 2007
Jeg har en svensk veninde. Sommetider laver vi projekter sammen, og når vi skal have fyldt det hele ind i computeren fra diverse kameraer og eksterne harddiske, siger hun altid: “Har du ladda ner slattan?” om den ledning, som vi downloader igennem. Hver gang er jeg ved at besvime af lykke over, at noget kan lyde så lækkert som ‘ladda ner slattan’ fremfor det ligegyldige firewire eller USB2-kabel.
Åsa er ellers så globaliseret, som man kan blive. Hun har boet i London og gået på St. Martin, hvor man må formodes at have stiftet bekendtskab med ord som ‘computer’ fremfor ‘datorn’, ‘download’ fremfor ‘ladda ner’ og ‘firewire’ fremfor ‘ladda ner slattan’. Alligevel bruger hun de svenske ord. På mig virker det enormt rigt og overskudsagtigt, at et sprog har sine egne ord, fremfor at være henvist til at lukrere på andres. Svenskerne har valgmuligheden.
På dansk vælter vi os i engelsk. Jeg sidder for øjeblikket og oversætter en ungdomsroman fra engelsk til dansk og griber mig i konstant at ville beholde engelske fraser og udtryk, fordi det jo alligevel er dem, der bruges blandt den aldergruppe, som bogen henvender sig til. Det er en pinefuld balanceakt mellem rent faktisk at lave en oversættelse – og så at bevare…ja, undskyld: den street cred, der er altafgørende ikke mindst i en ungdomsroman.
Hvorfor bruger vi udenlandske – og især engelske – ord, fraser og udtryk fremfor danske? Det gør vi enten fordi, der ikke findes dækkende danske ord for det erfaringsområde, vi vil beskrive. De steder, hvor svenskerne har en valgmulighed, men hvor danskerne desværre ofte ikke har det, hele IT-området og i store dele af medie-og underholdningindustrien f.eks. Eller også gør vi det, fordi det engelske er mere…ja, undskyld igen…cool. Vi gør det, fordi, vi ganske enkelt synes, det engelske lyder bedre i de situationer, hvor der er en slags valgmulighed, fordi der gives nogenlunde tilsvarende udtryk på dansk.
Dansk Folkeparti har stillet et forslag til en ny sproglov. Hvilket ville være fint, hvis ikke der var denne ulmende fornemmelse af, at forslaget stilles ikke så meget fordi, partiet elsker dansk, som at det hader fremmedsprog. Det handler ikke så meget om, hvad man kan gøre for at forny og udvikle dansk, som det gør om at bevare – og ikke mindst forhindre og udelukke andre talte modersmål. Således er de helt nede i udformningen af brevpapiret på de offentlige institutioner, som ved lov alle skal bære dansk navn. Her må en eventuel oversættelse af navnet højst stå med halvt så stor skrifttype – og skal oversættes til både tysk, fransk og engelsk (og altså ikke engelsk alene). Skulle det gøre det danske sprog nogen tjeneste? Jeg tror det næppe.
Jeg tror ikke på, at man kan på- og forbyde sig henimod dét talte sprog, man ønsker. Sproget er noget underligt levende noget. Vi bruger det, fordi vi har brug for det, men også fordi, det føles dejligt at bruge nogle bestemte ord fremfor andre. Sproget siger noget om, hvem vi er, og hvad vi gemmer på. Vi vælger de ord, vi kan lide, ord som føles godt i munden og øret. Når fransk lyder smukt, er det først og fremmest fordi franskmænd elsker at tale fransk. Hvorfor elsker vi ikke på samme måde at tale dansk?
Jeg sætter mine penge på en overskudsagtig og inspirerende tilgang til sproget. På Island har man fx fjernet momsen på kulturområdet – og kulturen stortrives ligesom sproget. Jeg ser ingen forslag fra DF om at styrke sproget ved at styrke de områder af kulturlivet, som lever af og for at udvikle og forny det danske sproget. Kærligheden til det danske sprog må aldrig forvandle sig til en sur pligt. Det er den visse sprogdød.