Nu skal vi tale om skrald

Information d. 18. november 2017
Af Mathilde Walter Clark

Copyright © Information og Mathilde Walter Clark 2017
Brug af papirkopier/prints til undervisningsbrug på uddannelsesinstitutioner eller i erhvervsmæssig sammenhæng er kun tilladt efter aftale med Copydan Tekst & Node og inden for aftalens rammer.

I årene op til 2008 førte jeg for mig selv regnskab med hvor lang tid der gik før samtalen med mennesker jeg mødte i sociale sammenhænge blev drejet over i hvor mange millioner de pågældende havde tjent alene ved at bo i et hus eller en lejlighed. Syv minutter, kom jeg (helt uautoriseret) frem til.

Efter at bankfolkene på Wall Street havde varmet sig ved bålene fra vores allesammens papirpenge forstummede friværdisnakken gudskelov. Nu går der et nyt spøgelse gennem den danske smalltalk: affaldssortering. Hvis ikke man har talt affald med sin kære næste i nær fortid, så garanterer jeg at man kommer til det, når ens kommune i nær fremtid indfører deres lokale svar på Københavns grønne bioaffaldsspand.

Snakken tager udgangspunkt i det praktiske. Hos os er det nu tre eller fire weekender siden at kommunen havde stillet den grønne spand uden for vores hoveddør (med fire ruller af de mærkeligt bløde og småelektriske grønne affaldsposer fremstillet af majsstivelse som føles lidt som hud). Jeg løb op i køkkenet med spanden, endelig, endelig — endelig — kunne vi få lov til at sortere vores affald! Og i stærk forventning om at vores køkkenskab under vasken ved samme lejlighed havde vokset sig fire gange så stort. De eneste affaldssorterende folk jeg kender har en skuffe under deres køkkenvask på størrelse med en kiste. Men ak, vores køkkenskab var nøjagtig som det plejer, de gamle standardmål hvor der cirka er plads til én affaldsspand per køkkenvask. Nu skulle der altså gøres plads til fem: plastik, pap, metal, bioaffald og det resterende (a la "småt brændbart").

Den første weekend gik med milimeteropmålinger uden om alle rørene og googling af forskellige affaldssorteringssystemer. Vi producerer trods alt ikke fem gange så meget affald. Det må da være muligt, tænkte jeg, at finde nogle lidt mindre spande? Eller en større spand med fem rum? Men det eneste jeg kunne finde var noget halløj i 9000-kroners-klassen, som fik det til at flimre for mine øjne, og som må være skabt med henblik på store virksomheder eller bankfolk med gyldne håndtryk, og som bestemt ikke kan komme på tale for almindelige mennesker efter at friværdien røg. Hvorfor er der ikke nogen der har opfundet et sorteringssystem som passer til alle os med helt almindelige køkkenskabe?

Det tog en weekend
at montere skidtet

Næste weekend smed vi håndklædet i ringen og kørte ud i IKEA. Der var kø i afdelingen for affaldsspande. Fortivlelsen stod ud i stænger. Det tog endnu en weekend at montere skidtet. Tre spande blev der plads til, inklusiv kommunens grønne, pap og plastik må vi sortere i samme spand, hvilket kræver en klondyke-agtig rumindeling med en plastikpose som var ved at resultere i skilsmisse. Metallet hober vi indtil videre uskønt op på køkkenbordet og håndbærer ud til containeren for sig.

Hvad gør andre? Det tales der om når mennesker for tiden mødes her i kommunen. Hvad gjorde du? Hvad gør I? De sidste gæster vi havde gik direkte hen og åbnede skabet under vores køkkenvask for at se, hvordan — og i det hele taget om — vi mon havde fået plads til den grønne bioaffaldsspand og dens 3-4 venner i ét skab, eller om vi monstro i stedet havde ryddet en hel stribe skabe for unyttige sager såsom glas og tallerkener og fade og skåle for at omdanne vores hjem til en filial af Lynetten.

Forleden stødte jeg ind i Henrik Nordbrandt som i ugevis havde benyttet kætteriske Irma-plastikposer i sin bioaffaldsspand fordi han ikke kunne finde de grønne nogen steder, men som — ved tre søde damer fra kommunens mellemkomst (først én, så én til og til slut den sødeste som hed Heidi, præcis som i et eventyr), fik hjælp til at bestille nye grønne poser via kommunens onlinessystem. Det er jo fuldstændigt vanvittigt, sagde Heidi da de ved fælles hjælp klikkede sig frem mod mål. Vi skal snart ind på nettet når vi skal skide, sagde Nordbrandt.

Men det er altsammen godt og sundt, er vi enige om, alle os nyslåede affaldssorterere, og vi ranker os fælles ved det moralsk opbyggelige i øvelsen. Og pyt være med at skraldet først skal ud på en 130 kilometer lang og brændstofskrævende turné rundt i landet før den bliver omdannet til biogas og gødning. Biogasanlægget skal nok komme en skønne dag, lige nu øver vi os bare. Og pyt med at kommunen opfordrer os til kun at skylle vores plastik af i koldt eller allerede brugt vand, endelig ikke bruge varmt vand og sæbe for så går miljøgevinsten ved at genbruge plastikken tabt. Vi vil så gerne. Vi vil virkelig så gerne, for vi er mere ambitiøse på miljøets vegne end de fleste af vores folkevalgte lader til at være.

Men hør: Er det ikke vanvid at vi lever i en verden hvor det rent faktisk bedre kan betale sig at smide plastik ud end at skylle det af i varmt vandt og genbruge det? Og nu bevæger samtalens koreografi sig frem mod den smertelige erkendelse som alle nyslåede affaldssorterere har gjort sig: plastik. Plastikken! Mængden som dagligt krittende og krattende spidser til i plastikskraldespanden. Dem der affaldssorterer ved hvad jeg taler om. Og jer der endnu har det til gode: Bered jer på lidt af et chok.

Men den fortjener en hel klumme for sig, plastikken, et særtillæg, nej, en hel folkelig protestbevægelse. Skal alt hvad vi køber virkelig være pakket ind i plastik? Hvad skal der til for at få butikkerne til at sælge os tingene au naturel hvor der er mulighed for det? Kan vi ikke snart få lov til at købe en tomat, en gulerod, et æble uden at have dårlig samvittighed?