Nord! Syd!
Af Mathilde Walter Clark
MetroXpress 27. marts 2009
Dengang jeg arbejdede som tjener, skete der en dag noget mærkeligt. To tanker meldte sig samtidig i mit hoved med lige stor styrke. Den ene bød mig at gå op i dessertkøkkenet i den nordlige ende af restauranten og hente et par desserter, der stod ventede på at blive serveret. Den anden sagde, at jeg skulle brygge noget kaffe på kaffemaskinen, der var placeret i den sydlige ende af restauranten. Hente dessert eller lave kaffe? Nord eller syd? Disse tanker sendte hver deres insisterende meddelelse til min krop, som reagerede ved at falde om på gulvet på den mest bizarre facon. Jeg skvattede sammen som en uforklarlig bunke, da jeg med lige stor beslutsomhed var på vej henholdsvis mod syd og nord.
Det samme er ved at ske igen. Nu dikteres tankerne bare udefra, oppefra faktisk, fra landets højeste autoriteter, og de fortæller mig med lige stor overbevisning og entusiasme, at jeg skal gå mod syd og mod nord.
I mit ene øre får jeg at vide, at jeg skal bare skal forbruge løs. FORBRUG! De giver mig skattelettelser (nå, ja, måske ikke lige mig-mig, men i princippet, forstås) og fortæller mig, at jeg hurtigst muligt skal løbe ud og købe et eller andet for pengene – hvad som helst, faktisk, så længe hjulene bliver holdt igang. HJULENE! Forbruget er et vildt dyr, som kræver at blive fodret på alle tider af døgnet. Så Staten pumper penge ud af statskassen, for at vi ustandseligt kan fodre dyret. Også selvom Nationalbankdirektøren forsigtigt piper, om det nu også er klogt. Men stemmerne ovenfra råber højere. Vigtigst er at VÆKSTEN ikke går i stå. Vækst må der til, og øget forbrug er vejen frem!
I mit andet øre bliver jeg mindet om den nært forestående klimakatastrofe, og at verdens energiressourcer er ved at slippe op. Nåja, ikke lige med de ord – ikke fra de kanter. Stemmerne ovenfra bruger ord som EN GRØN VINDERNATION! Vi skal være en grøn vindernation (hvor vi for nogle år siden skulle være en IT-vindernation, men det skal vi åbenbart ikke mere). Nej, vi skal i dette herrens Klimaår gå forrest i…ja, hvad det nu lige er, vi skal gå forrest i. Vi skal i hvert fald GÅ FORREST!
Nord! Syd! Denne klumme er skrevet fra en bunke på gulvet.