"Nej, det kan desværre ikke lade sig gøre!"
Af Mathilde Walter Clark.
Alt for Damerne 17/ 2005
Hvor ofte hører man ikke denne rædsomme sætning. Gerne leveret med en slet skjult mine af fryd over uladsiggørligheden.
Jeg kan ikke gøre for det, men at noget er umuligt er og bliver en fornærmelse mod min inderste sjæl. Den gyser og vrider sig ved tanken om dette uacceptable fænomen: at der findes noget i verden, som ikke kan lade sig gøre. Eller meget mere præcist: at der gives personer, som ved at hylde det synspunkt ender med at begrænse sig selv - og værst af alt: andre.
Der findes selvfølgelig en hel kategori af situationer, som er undtaget min sjælsrysten. Det kan være, at man prøver at få en aftale med en ven om onsdagen, men den dag er de netop blevet skemalagt til at få en omfattende rodbehandling. Fint nok. Men når den formastelige sætning f.eks. bliver brugt til at undertrykke sagesløse forbrugere der hellere vil have en hvid end en sort dims, men den hvide dims “er desværre ikke med i tilbuddet”, kan jeg ikke lade være med at teste, om det virkelig kan være rigtigt. Jeg bliver ved med at spørge til forskellige løsninger, indtil de som regel må give sig og indrømme, at tingene godt kan lade sig gøre alligevel. “Kan man så få den hvide dims, hvis man betaler ekstra?” Nej. Hovedkontoret i Sverige har udstukket retningslinierne. “Kan man så skrive et brev til hovedkontoret og spørge?” Nej, der gør vi ikke. Svaret vil alligevel være nej. “Hvad så med at jeg skriver et brev?” Som regel får man et ja til slut. Det er så rart at høre folk sige ja. Også selvom man ikke får en hvid dims – hvad man i øvrigt ofte vil få, for det må være en kosmisk regel, at der gives en løsning på ethvert problem. Igen: alt andet er uspiseligt for sjælen og det må være grund nok til at blive ved. Både når det gælder de små og de store ting.
Jeg tror desværre at nej-sigernes grå hær tæller rigtig mange soldater. Der findes selvfølgelig forskellige typer. Der er dem, der sætter en ære i forhindre hvad som helst. Og så er der dem, der automatisk resignerer uanset hvad – ikke af obsternasighed, men fordi de inderligt tror på at ingenting alligevel nytter. Gået på klingen vil nej-sigeren altid kæmpe til det sidste for, at noget ikke er muligt, hvad enten de kæmper for deres synspunkt trodsigt eller opgivende.
Hvis der blev kæmpet med samme indædte ilhu for mulighederne og ladsiggørligheden, tænker jeg, at verden overhovedet ikke ville være til at genkende. Hvis man ser sig omkring, er der jo fyldigt bevis for, at præcis hvad som helst kan lade sig gøre derude. Jeg mener: Havde vi nogensinde formået en bunke jern op på månen, med den holdning? Der findes mennesker, som kaster sig ud i de mest sindssyge projekter - og gennemfører dem med succes. Jeg så fornylig Scorseses “Aviator”, der handlede om Howard Hughes. Han var en rigtig helt – med alle de utilgivelige fejl som sådan én ofte har. Èn ting kendetegnede ham. Han blev ved. Han opgav ikke. Han satsede alt. Det er nøjagtig det universelle karaktertræk, som er formlen for en god gammeldags helt.
Tænk på alle gode historier, vi har fået læst højt gennem tiderne. Tænk på Klods Hans og Humphrey Bogart, Pippi Langstrømpe og Bilbo Sækker. Ville man nogensinde høre dem sige: “Nej, det kan desværre ikke lade sig gøre?”
Det ville man selvfølgelig ikke, for så ville der ikke være nogen historie. Jeg tænker, at det er en meget simpel logik, der skal til. og at den er nem at overføre til ens eget liv. Det er den smalleste sag kæmpe for at der sker noget fremfor at forhindre eller opgive noget. Kamp går der til uanset hvad. Set i det lys kan det meget svært at forstå, når man ikke bare kan få en hvid dims.