Narret på nettet
Af Mathilde Walter Clark
MetroXpress 28.oktober 2005
Jeg er blevet fuppet. Hvis Kafka havde skrevet nu om dage ville han kunne hente stor inspiration i handel på nettet. Alle elementer er til stede: En pålidelig front i form af en tillidsvækkende hjemmeside – men bag den findes kun det store Ingenting.
Det er ellers praktisk med net-handel, når man kun har en cykel. Så da jeg for nylig skulle have mig en printer, tjekkede jeg som sædvanligt www.edbpriser.dk, hvor man kan finde den billigste pris blandt forskellige udbydere. Jeg tog den billigste - nogen, der kaldte sig Pixmania. Alle advarselslamper burde have blinket. Igennem det meste af mit liv har jeg studeret den nøje sammenhæng mellem navn og fænomen, og jeg burde have vidst, at vi havde at gøre med et sindssygt, manisk foretagende.
Hvad man kunne sige var, at Pixmania ikke ligefrem havde manisk travlt med at få skibet min printer og et sæt af patroner afsted. Da jeg havde ventet i halvanden uge og var begyndt at ligne Holger Danske, ringede jeg for at spørge, hvor det blev af. Telefonens ventemusik var manisk, grænsende til hysterisk. Jeg fik fornøjelse af den længe, før jeg fik en dame i røret, som lovede mig, at jeg ville have varene dagen efter.
Det skete ikke. Ringe, hysterisk ventemusik, dame i røret. Jeg foretog nu den – troede jeg selv – snedige handling at afbestille varene og bestille dem hos et andet firma med det mere lovende navn, Getmore. I en hel uge lever jeg i glad uvidenhed, jeg får min printer fra Getmore, og så sker der det, at jeg får en mail fra det maniske foretagende om, at den ene halvdel af min ordre er blevet sendt afsted til mig. Jeg tjekker min konto: ingen penge. Jeg ringer, hysterisk ventemusik, dame i røret, der fortæller mig, at jeg ikke kan få mine penge, før jeg har sendt varen retur. Varen, som jeg har afbestilt.
Jeg venter igen. En uge efter går der 102 kroner ind på min konto. Det maniske foretagende skylder 1200. Jeg ringer, hysterisk ventemusik, dame i røret, der fortæller mig, at jeg ikke skal regne med at se resten mine penge foreløbigt. Resten af beløbet var nemlig for den vare, som de endnu ikke havde sendt. Den skulle først afbestilles, og så skulle jeg komme med en begæring om at få erstatning for varen. “Erstatning!” råbte jeg helt Anders And-agtigt. Jeg nærmest skummede. “Man kan næppe tale om erstatning for en vare, man aldrig har set!”. “Nej, men så er der også portoen”. Portoen for varen, jeg havde afbestilt.
Der er ingen overordnede at tale med. Fupforetagendet har heller ingen adresse. Og på hjemmesiden er der ingen mailadresse, men i stedet en form, man kan sende afsted med forudfyldte felter. Der er selvsagt ikke nogen af felterne, der skriver: “I er nogen narrøve og hit med mine penge!” Og som en rigtig Kafka-historie er der ingen slutning. Jeg har i skrivende stund ikke set noget til pengene. Men jeg har da hørt en del manisk musik.