Når teen hele tiden bliver kold
Af Mathilde Walter Clark
Alt for Damerne 13/ 2007
For fem-seks år siden arbejdede jeg på et reklamebureau. Jeg var det, man i reklamebranchen lidt flot kalder ‘kreativ’, hvilket dybest set består i at få penge for at fortælle, at en eller anden given vare eller ydelse enten er skidebillig eller skidegod. En arbejdsdag bestod nogenlunde i at indefinde sig på fjerde sal, tjekke sine mails, sludre lidt med sin makker, hente en kop the (i stueetagen), skimme en brief, der i mellemtiden var blevet lagt ind på ens bord, sludre lidt mere med sin makker, opdage at man havde glemt mælk til theen, løbe ned i stueetagen for at hente den, returnere til sin plads på fjerde, hvor man kunne konstatere, at theen i mellemtiden var blevet kold og at det var blevet frokosttid. Indimellem var der også en en hel del møder, hvor man skulle sidde og ævlebævle i meget lang tid om mindst hundrede måder, hvorpå man kunne sige, at varen eller ydelsen var skidebillig eller skidegod, også selvom alle udemærket vidste, at den første idé altid var den bedste. Men en god idé tager sådan cirka et sekund at få, og man skulle jo have en fuld stilling ud af det, så man bedre kan bilde kunderne ind, at det er vældig svært.
Når folk spurgte mig, hvad jeg lavede, svarede jeg, at jeg var tekstforfatter og sommetider kunne jeg ligefrem finde på at sige: jeg får ideer. Jeg tror ikke, at jeg en eneste gang har fortalt nogen, hvad jeg rent faktisk gik og bedrev tiden med. Når al min løben rundt, mail-tjekning, formålsløs mødeaktivitet og small-talk var trukket fra, gik der godt og vel en time om ugen med reel tekstforfatning og to-tre sekunder med at få de ideer, der endte med at blive brugt til noget.
Men for det meste var de almindelige 38 arbejdstimer slet ikke nok til at nå alt det løberi. Mindst halvtreds timer om ugen skulle bruges på at skitse overflødige ideer ned, sende ting afsted på mail, ringe op for at høre, om mailen var blevet modtaget i den anden ende, hente the, bande over printeren, der aldrig virkede, tjekke dueslaget for pludselig post, opfinde overflødige ting. Pyh, det var stressende med al den hektiske aktivitet og sommetider måtte weekenden da også tages i brug for at nå det hele.
Dengang spurgte jeg én af mine venner, som var over tres: Tror du altid det vil være sådan? Ork, svarede han, det bliver meget værre. Jeg troede næppe det var muligt!
Hvordan er det så at skrive bøger? Jo, altså, ud over at være verdens mest privilegerede job, er det noget med at løbe op og ned at trapper, hente the, opdage at man har glemt mælk (opdage at man ligefrem har glemt at købe mælk ind) løbe ned i supermarkedet for at hente den, hvorefter theen i mellemtiden er blevet kold. Eftersom man kan opholde sig derhjemme, er det også noget med at stryge skjorter, tjekke mails, opfinde ting og google rundt efter et eller andet uopsætteligt research-ærinde. Hemmeligheden i at være afsted på ét af disse forfatterophold, som man kan være så heldig at blive tildelt, er, at der ikke er noget internet, og at man ikke ved, hvor theen er. Der er ikke andet at lave end at sidde og skrive bøger.
Efter at have brugt de sidste seks uger på at oversætte en ungdomsroman har jeg opdaget, at jobbeskrivelsen på oversættelsesarbejde lyder på nogenlunde det samme (med den forskel, at man når at stryge væsentligt flere skjorter, opfinde endnu flere ting og at der er uendeligt meget mere kold the involveret).
Klummeskriveriet nogenlunde ligeså. Imens denne klumme blev skrevet, har jeg f.eks. vasket trappe, skrevet tre mails og lavet et hurtigt google-tjek på ‘overspringshandlinger’. Jeg nåede også at læse det meste af klummen op for en god ven, der ringede midt i det hele. Endelig lavede jeg en opfindelse: Et bureau, der mod betaling udfører alle ens overspringshandlinger for én. Nå, men nu er theen igen blevet kold.