Musikkens ansigt
Af Mathilde Walter Clark
Romeo+Juliet, november 2004
Da lyden kom til filmen, var der adskillige fistelstemmede stumfilmstjerner, som måtte stille sig op i køen på arbejdsformidlingen. Og det var jo egentlig forståeligt nok. Det er lidt svært at lade sig rive med af en actionhelt, der i falset råber “hasta la vista, baby” efter sine fjender. Svært også at blive rigtig bange.
Men at det omvendte er tilfældet – at musikere partout skal være lækre - er mig en komplet gåde. For pokker, det helt særlige ved musik er jo, at man ikke kan se den!
Nu skal det med det vuns indrømmes, at jeg hører til en særlig slags idolmæssig analfabet, som hele mit liv har begrænset mig til at lytte til musik, men haft en uhyggelig lille viden om de mennesker, der spillede den. Især har jeg ikke vidst, hvordan de så ud. Jeg ved godt, at det er lidt af en skandale i disse Hip Hop og R&B-tider, hvor den visuelle lækkerhedsværdi klart går den lydlige i bedene. Men der hang altså forbløffende få billeder af Boy George på mit ungpigeværelse, og det kom som et chok, da jeg i sin tid opdagede, at forsangeren fra Simply Red var en mand (eller hvad man skal kalde det).
Da jeg for eksempel studerede i New York i 90’erne faldt jeg engang i snak med en langhåret dansk fyr, som hed Jesper. Han spurgte meget interesseret til, hvad jeg rendte og lavede, og det talte vi en hel del om. Efter en rum tid mente jeg, at det måtte være min tur til at spørge. Jo, sagde Jesper, han sang og spillede guitar. Jeg kan huske, at jeg syntes det var lidt synd – han var jo ikke helt ung længere. Jeg spurgte derfor overbærende, om han så også indimellem kom ud og spillede. Jaah, det gjorde han da. “Nå, men så sig mig navnet på dit band, så skal jeg da holde øje med jer”. Jeg syntes selv det var rimeligt overskudsagtigt af mig, men jeg kan også huske, at jeg blev lidt flov, da Jesper på den mest beskedne måde afslørede for mig, at hans band hed D.A.D. Nu er det jo sådan, at jeg faktisk syntes ret godt om dem – men jeg havde bare aldrig tænkt over, hvordan de så ud.
Der er ingen tvivl om, at musik fylder rigtig meget. Jeg mener - de mennesker der laver den, får trods alt lov til at lægge lydsporet til væsentlige dele af ens liv. Men for at lade dem gøre det, er det vel ikke også strengt nødvendigt at vide, hvilken slags skæg de har. Det er forståeligt nok, når det angår skuespillere. Der er deres udseende og måden, de bruger det på, en del af deres arbejde. Men det ikke gælder min overlevelse at vide hvordan landet ligger med Britney Spears mødom eller hvad forsangeren til mit yndlingsband har liggende i sin skraldespand for at nyde et stykke musik. Jeg kan ikke lade være med at synes, at det er lidt synd for alle de dygtige men grimme, som må se sig henvist til køen på arbejdsformidlingen sammen med stumfilmsstjernerne. Sådan er det ikke i andre brancher. Hvor mange har f.eks. idolplakater hængende af kokke, indretningsarkitekter, designere og forfattere? (Nå, ja, den med Jens Christian Grøndal er nok under opsejling - ligesom det desværre heller ikke ligger uden for ens forestillingsevne med en lækker video-klippelade, hvor han sidder og læser op af “Lucca”).
Bortset fra det. Jeg har netop fået fat på den dér sagnomspundne cd med Devendra Banhart – en slags rusten og banjoagtig udgave af Jeff Buckley. Det er ret så coolt. Ham tror jeg hellere, jeg må løbe ud og anskaffe mig en idolplakat af...