Mit besøg på Mars
Af Mathilde Walter Clark
Alt for Damerne 18/ 2006
Jeg har været på Mars i weekenden. Det startede med at jeg vågnede lørdag morgen og troede, at jeg, som jeg havde lovet i et svagt øjeblik, skulle hjælpe min kæreste med en oprydning, det blandt andet involverede fyrre flyttekasser. Men da vi vågner, proklamerer han istedet: “Vi skal på biludstilling!”
Nu vil jeg ikke forsøge at gøre kvinder mere teknisk alalfabete end allerhøjst nødvendigt. For eksempel er det mig, der er bedst til at læse manualer igennem, og jeg behersker indtil flere ret avancerede computerprogrammer i webdesign. Og jeg er også godt klar over, at der findes kvinder, der går op i biler, og for hvem det ingen sag er at skelne mellem de forskellige typer ved hjælp af andet end farve. Men for mig var det altså en meget eksotisk udflugt at tage på biludstilling. Mit kørekort tog jeg i en alder af 32 og alle der kender mig gjorde korsets tegn, da jeg gik igang med dét projekt. Jeg bestod køreprøven efter fire forsøg. Det hjalp helt klart, at jeg fik dresseret min kørelærer til at pege i stedet for bare at sige højre og venstre. Siden har jeg kørt bil cirka tyve gange, og hver gang er der et par parkerede biler, der mister sit sidespejl.
Nå, men jeg blev altså inviteret til Mars den lørdag fremfor at rydde op, så jeg holdt min kæft.
Det første der møder mig ude foran udstillingsstedet er en kæmpemæssig meget kaotisk parkeringsplads. Det er som taget ud af Jaques Tatís Traffic, der netop handler om at filmens hovedperson, Monseur Hulot skal have en spidsfindigt indrettet campingvogn frem til en biludstilling, men ustandseligt forhindres på grund af trafikken. Det lykkes os at få parkeret en lille kilometer fra udstillingsbygningen og min kæreste giver sig til at småløbe. “Udstillingen lukker lige om lidt,” råber han. “Hvornår?” spørger jeg. “Klokken seks.” “Hvad er klokken da nu?” “Fire!”
Således udstyret med to kilometerlange timer til vores besøg træder vi ind i hallen. Og synet, der møder mig, er som taget ud af en film. Der er kun mænd. Mænd og mænd, drenge og mænd, mænd allevegne. I alt tæller jeg måske ti kvinder i løbet af de to timer, og de falder næsten alle, som jeg selv, i turistklassen, og har i øvrigt nogenlunde samme zombieagtige udtryk som de mænd, som bliver trukket rundt af deres koner på den årlige Alt for Damerne-messe i Forum. Enkelte koner ser dog ud til at have været ´på Mars før. De har travlt med at hive deres mand hen til mere praktisk udseende biler, som ser ud til at kunne rumme mindre skoleklasser.
Ærligt – det virker det også som om, det er en ganske bestemt type mand, der befolker Mars. Den type der smider sit pølsepapir på gulvet. Åh, ja. Jeg glemte selvfølgelig først lige at sige, at der sælges utroligt mængder af pølser og fadøl på Mars. På et tidspunkt står jeg og ser på en udstillet bil og opdager, at der sidder en mand inde på forsædet og mageligt guffer en hapsdog i sig. Den slags skal jo også testes, før man tager den endelige beslutning om at købe bil.
På et tidspunkt efterlyses ejeren af en sort Scoda over højtaleren og alle indbyggerne på Mars smiler indforstået til hinanden.
Rundt omkring sparkes der på dæk, der åbnes og smækkes døre – og der dyttes ustandseligt. Der høres sætninger som “Så kører det for dig!” og der er en hel hal, der lyder fuldstændigt ligesom Bakken. Her kan man blive fotograferet foran en tank i camouflagetøj og med maskinpistol – og man kan få lov til at køre stærkt rundt i ring med selveste Torkild Thyrring for den beskedne sum af tusind kroner.
Da jeg kom hjem fra Mars var jeg mere træt end da jeg havde været på rotur gennem Amazonas og sovet ude i junglen i syv dage. Det fik fyrre flyttekasser til at ligne ren ferie. Jeg tror godt jeg kan vente et par år med et nyt visit.