Min lille lilla arm
Af Mathilde Walter Clark
MetroXpress 17. marts 2006
Denne klumme er skrevet alene med brug af venstre hånds pegefinger. Det går ustyrlig langsomt. Normalt tager sådan en klumme mig en lille time at skrive med alle ti fingre (inklusiv de pauser, jeg gør mig undervejs, for at overveje den næste sætning). Det skal blive spændende at se, hvor lang tid klummen tager alene med venstre pegefinger.
Sagen er den, at jeg har fået musearm. Som jeg skriver kan jeg ikke lade være med at forestille mig, at jeg en morgen vågnede op og til min forskrækkelse opdagede sådan en lille bitte og helt lilla miniature-arm, dér hvor min højre arm normalt befinder sig. Hvad gjorde jeg? Jeg satte mig op og skrev, gjorde jeg. Det fortsatte jeg så med i halvanden uge i det omfang det altså lykkedes mig at formå den lille lilla arm ned til tastaturet. “Det er bare noget pjat,” tænkte jeg. Men det gjorde ondt i den lille lilla arm, det gjorde rent ud sagt ondt ad helvede til. “Smerten skal skrives væk,” tænkte jeg, og tampede løs på tastaturet med den lille lilla og komplet uduelige arm.
En morgen gjorde det så ondt i tommelfingeren, håndledet, op langs armen og i skulderen, at min lille lilla arm nærmest ikke kunne bevæge sig længere. Den strejkede simpelthen og lod til at være skideligeglad med mine planer om at skrive videre på min roman.
Af en ven fik jeg et telefonnummer på en kinesisk Mirakelmand. Jeg anede ikke, hvordan han udførte sine mirakler, men jeg ringede til ham og spurgte, om han kunne kurere musearm. “Ja,” sagde han. Det var en fåmælt mand. Da jeg kom derop overfusede han mig på kinesisk. “Du sidder jo helt skævt,” råbte han og kommanderede mig op på en briks. “Vi må se at få ordnet det bækken!” Derefter brækkede han mig fra hinanden som et legohus, man ikke længere gider lege med. Og så satte han mig sammen igen og jeg glemte alt om min lille lilla arm, for den var ganske rigtigt mirakuløst forsvundet blandt klodserne.
Men da jeg vågnede en morgen en uge efter, lå den igen og vinkede til mig i min seng. Normalt synes jeg, at sygdomme er drønkedelige, og i det hele taget går jeg i en stor bue udenom mennesker, som definerer sig selv i forhold til en eller anden gabende kedsommelig lidelse. Men jeg kunne ikke længere ignorere den lille lilla arm og dens vægring ved at konfrontere sig med tastaturet.
Jeg gav mig til at forske. Og det gik op for mig, at Arbejdsskadestyrelsen netop – efter årelange undersøgelser – er kommet frem til, at musearm slet ikke findes! Det er bare noget, man finder på! Sandt nok har jeg en livlig forestillingsevne, og det er ikke altid problemfrit, men jeg prøver i videst muligt omfang holde den beskæftiget på papiret. Men en forsker i smerter, Claus Rasmussen har direkte kaldt musearm for en nødudgang fra arbejdsmarkedet. “Det er typisk, at smerte-arbejdsskader rammer personer på arbejdsmarkedet, som ikke magter opgaverne eller har personlige problemer. Arbejdsskader er derfor en nødudgang fra arbejdsmarkedet,” siger han.
Altså musearm og nu også deprimeret. Havde jeg siddet som ansat på min gamle arbejdsplads, Det onde Reklamebureau, havde jeg købt forklaringen på stedet. Hvad som helst for at slippe for at være ond fra 9-21.
Men sådan er det ikke. Jeg vågner hver morgen og er ved at gå bagover af lykke. Jeg vil gøre hvad som helst for hver dag at få lov til at sidde foran computeren og skrive. Og hvis den lille lilla arm ikke er musearm, og musearm slet ikke findes hvad er det så? Og hvad mon Arbejsskadestyrelsen vil sige til, at jeg nu også er begyndt at tale med en sært pibende stemme?