Mere goodwill, please!
Af Mathilde Walter Clark
Alt for Damerne 12/ 2006
Jeg har to pas – et amerikansk og et dansk. Det har altid været ret fikst, synes jeg, at jeg havde en valgmulighed, når jeg skulle rejse. Men igennem de seneste par år har jeg fået et mere og mere uldent forhold til at stille mig op i udlandet, vifte med det rødbedefarvede og råbe: Jeg er dansker. Det er selvfølgelig noget, der har været under opsejling igennem nogen tid, først med irakkrigen, dernæst den ubehageligt skingre tone i udlændingepolitiken – og den ditto debat – og senest selvfølgelig med Muhammedtegningerne. Vi har opført os som et rigtigt bundt bonderøve, har vi, en flok tilmudrede vandbøfler og det er altså ikke en facon som begår sig særlig godt på det internationale dansegulv. Det gør mig så træt, at vi ikke har lidt mere storhed i os, lidt mere åndsoverskud og lidt mindre indeklemt kommunekontor med visne bregner, støvede persienner og dårligt udsyn.
Nå, men det har selvfølgelig gjort, at jeg har set lidt nærmere på det pas, som ellers normalt har ligget nederst i bunken, for at se, om ikke der kunne være et par småting, vi kunne lære af de store folk på den anden side af Atlanten. Ikke fordi jeg synes amerikerne i de store udenrigspolitiske linier opfører sig mindre vandbøffelagtigt, slet ikke. Men i den almindelige omgang mellem mennesker har jeg nu alligevel fundet, at der i visse sammenhænge er en lille smule højere til loftet og lidt mere af det, som med et betegnende amerikansk ord hedder goodwill. Og det er ikke bare noget, jeg siger, fordi jeg arbejder på at blive inviteret til grill-fest hos ambassadøren. Jeg siger det, fordi jeg synes, vi godt kunne bruge lidt mere af det for tiden.
Mens jeg læste, boede jeg i New York og stik imod alle fordommene om stedet, var folk virkelig søde ved hinanden. Man talte til fremmede på gaden – og det var ikke for at råbe fuck you, som vi får at vide i filmene. Det var for at sige: “fede solbriller” , “sej hat” eller “pas på, der er glat på trappen”. Jeg elsker at holde statestikker over forskellige ting for mig selv, og en statestik, jeg kørte, var, om jeg kunne gå på gaden én eneste gang uden at der var nogen, der henvendte sig til mig i et eller andet venligt ærinde. Det kunne jeg ikke. Ikke én gang gik jeg anonymt på gaden!
En anden ting: Folk smilede. Ikke bare til dem de kendte, men også til vildt fremmede. Ikke fordi de var ude på noget, men fordi det gør alting lidt sjovere og lidt lettere, formoder jeg. Måske smilede de simpelthen fordi de havde lyst. Herhjemme går den slags ikke. Jo, måske i Jylland – men her på Sjælland, hvor jeg bor, er det bandlyst. Da jeg kom hjem igen, var det noget, jeg skulle vænne mig af med – og det gik stærkt, for folk stirrede på mig med et udtryk, der tydeligt sagde: “Hvad fanden glor du på?”
Af en eller anden grund havde jeg stor forkærlighed for at traske rundt i gaderne om natten. Det er klart, at det ikke ligefrem vrimlede med mennesker på dette tidspunkt, men blandt de få nattevandrere, fandtes en smuk skik: Man hilste på hinanden!
Jeg havde også en cykel. Dem var der af gode grunde ikke mange af, det var med livet som indsats, at man cyklede rundt de tungt traffikerede gader, hvor der ikke var afmærket nogen særlig plads til de tohjulede. Det kom der en god fællesskabsfølelse ud af, for blandt de sjældne cyklister herskede samme skik: Man råbte simpelthen hej til hinanden. Dette i en by med elleve millioner indbyggere, hvor man ikke ligefrem skulle tro, at landsbystemningen huserer. Her hvor jeg bor i København, skal man være glad, hvis ens naboer gider at udsende gryntende brummelyde i opgangen.
Jeg kan ikke forklare fænomenet som andet et god gammeldags goodwill. Gid vi havde lidt mere af den! Det ville gøre det sjovere at vifte med det rødbedefarvede!