Mere butterfly, tak!

Af Mathilde Walter Clark
MetroXpress d. 15. marts, 2011

Jeg var i banken forleden. Det sker ellers sjældent. Jeg er som alle andre blevet min egen bankdame. Jeg betaler girokort, ordner overførsler over nettet, betaler med Dankort i butikkerne og har stort set aldrig kontanter rodende rundt i min pung.

Men jeg havde fået en udenlandsk check, som skulle indløses, så jeg begav mig ned i den fysiske bank med de fysiske bankdamer. Der var næsten ingen kø. Alle andre sidder åbenbart også derhjemme og laver deres eget bankarbejde. Da jeg nåede frem til kassen, kiggede den søde, fysiske bankdame på checken og spurgte: “Har du fået den af én, du kender godt?” “Den er fra min far,” sagde jeg. “Udstedt fra min farfars bank. Så det burde være ok.” “Egentlig skal du gøre dette selv,” sagde hun, “men nu gør jeg det for dig.” Selv indløse en udenlandsk check? Ville hun nu også give mig nøglen til pengeskabet?

Nej. Jeg skulle printe en formular fra netbanken, udfylde den og sende den sammen med checken til en adresse. No kidding. Gør det, du er bedst til. Min bank havde forfremmet mig til fuldtids bankdame. Uden løn, selvfølgelig. Jeg betaler stadig dyre penge for at være medlem af den klub.

Nogle gange kunne jeg godt bruge lidt mere butterfly. Lidt gode gamle dyder. Lidt opsmøgede hvide skjorteærmer med sorte ærmeholdere og gummidut på fingrene. Lidt vest og lommeur.

Et andet sted, hvor de har fjernet enhver afskygning af butterfly er Berlingske Tidende, der ikke længere er Tidende, men kun Berlingske. Som den ældste avis havde de ellers alle chancer for at blive Danmarks eneste avis med butterfly, men et smart reklamebureau må have bildt dem ind, at anonymiseringen vil give flere læsere. De skal have fat i ungdommen. Så væk med Tidende, en 250+ årig plov, der gik dybt ned i den danske muld. Uden at fatte, at ungdommen har overskæg, går med butterfly og samler på servietringe i sølv fra Georg Jensen – og at dette var deres helt store chance for at få nye årgange til at gide læse deres avis. De kunne have givet fuld knald på våbenskjoldet anno 1749 i reel såvel som overført betydning, men vælger i stedet en Power Point Præsentation af Ritzaus Bureau og et ligegyldigt logo, der ligner alt andet.

Det er vel et spørgsmål om tid, før de også vil have mig til at lave nyhederne selv.


< tilbage til klummer 2011