Mening er yt - show er in
Af Mathilde Walter Clark
Alt for Damerne 9/2008
Der var engang, livet handlede om indhold. Det var dengang Georg Metz sad i sine sovseplettede rullekravesweatre og tweedjakke og læste nyhederne op for os. Han havde to: en bordeaux og en sort, og tweedjakken havde læderlapper på albuerne. Bag ham var et kæmpemæssigt øje, som jeg aldrig helt forstod, hvorfor var der, fordi jeg var for lille. Men det var helt fint med det øje. Nu er det noget andet: nu er der helikoptere i nyhedsdækningen. Der bliver lavet mad i vejrudsigten. Folk står i strid kuling og opskudte kraver og fortæller om såkaldte ‘skysystemer’. Før i tiden blev det bare ‘skyet’. ‘Skyet’ vidste man, hvad var. Jeg ved ikke, hvad et skysystem er, men det lyder flot og kompliceret. ‘Skyet’ var indhold – det var hvad, man havde brug for at vide, og man forstod, hvad det var. Vi kender allesammen ‘skyet’. Formidling hed det vist dengang.
‘Skysystemer’ er form, det har en imponeringsfaktor, der siger mere om den, der taler, end om hvad der lige findes på himlen. ‘Skysystemer’ siger ikke noget om, at vi skal have regntøj på, når vi cykler på arbejde. Det siger: ‘vi er den tv-station, der har den smarteste vejrudsigt’. Der er ingen kærlighed i det. Det er rent blær.
Nyhedsdækningen består af journalister, der interwiever andre journalister, De spørger sig selv og hinanden, hvad de mener om dette og hint. Det er et lukket system, som tv-dækkes. Der er ikke noget, der hænger fast ude i virkeligheden. Jeg tænker: hvorfor skal vi sidde og kigge med på deres redaktionsmøder? Kan de ikke bare blive enige, skrive ned, hvad de mener, og læse resultatet højt?
Jeg ser næsten aldrig nyheder, men når det sker bliver jeg så pinligt berørt. Jeg ser på journalisten, der bærer en maske med fire-fem forskellige udtryk. Hvis man skruer ned for lyden, kan man se hvilken slags nyhed, han er igang med at læse op. Ser han glad ud, handler den om Kongehuset, ser han trist ud, er der nogen, der er døde, og bævrer hans underlæbe, handler det om terror. Jeg tænker på, om de lærer det på en skole et sted. Om der findes et fag, der hedder ‘at lægge ansigtet i de rette folder’, om de er oppe til eksamen og kan trække en tekst. “Den gik ikke, Niels Brinck, du bævrede jo med underlæben til Kongehuset. Du får 03.”
Jeg tænker, at det altsammen er noget, som er kommet efter Robinson. Hele sendefladen er fyldt med folk, der skal performe, og som værdsættes udelukkende på dén. Vild med dans, stjerne for en aften, X-faktor – og jeg kunne desværre blive ved. Klarer de den ikke bliver de ‘stemt hjem’, som det hedder. Herut. Det er ikke ligefrem de (kedelige og tv-uegnede) kvaliteter såsom substans, samarbejdsevne eller ‘det at have noget på hjerte’, der fremelskes. Næh, giv os drama, konflikt, modstand og kändisfaktor. Det er godt tv. Giv os for Guds skyld folk, der dummer sig. Mening er yt, show er in. Alting er blevet til underholdning – noget vi kan fordrive tiden med, mens vi sidder og triller tommelfingre i livets store ventesal.
Nyhedsdækningen fremstilles som underholdning ligesom politik. Vi har vænnet os til, at sådan er det på tv – og sådan skal det også være i virkeligheden. Det med at være menneske, er blevet en formssag. Hvis det ligner, og hvis det opfører sig sådan – så må det også være det. Uanset hvad man tilslutter sig Anders Fogh Rasmussens politik, er vi allesammen enige om, at vores Statsminister er det, vi kalder ‘en rigtig dygtig politiker’. Hans performance er i orden, han er god til at svare på den rigtige måde, og at spille det spil, vi får udlagt hver lørdag i Jersild og Spin. Det er lidt som at lære at spille guitar ved at gå til bevægelserne – ikke ved at lytte til musikken. På mine mest sorte dage er jeg bange for, at vi er ved at miste evnen til at lytte til musikken.