Man skal ikke tro på alt, hvad man læser i avisen
Af Mathilde Walter Clark
MetroXpress 8. juni 2007
I weekenden faldt min kæreste og jeg over en ret besynderlig annonce i avisen. Så vidt vi kunne udlede drejede det sig om en slags leverandør af okkult grej til Frimurerne. For første gang i 250 år ville butikken Broder Gave åbne dørene for almindelige mennesker. Annoncen var fuldkommen gakgak. “Det sker i forlængelsen af TV udsendelsen,” stod der, “og har det samme indhold som grænser.” I butikken, eller det såkaldte “Frimurer Showroom”, ville man også kunne se nogle yderst fornemme og sjældne malerier malet med noget maling, man ikke kan købe.
Med andre ord: afsted med os søndag eftermiddag til Broder Gaves Frimurerudsalg.
Lige siden jeg var lille, har jeg været mægtig optaget af, hvad der mon foregik inde bag murene i den vinduesløse bygning på Blegdamsvej. Min far havde sin gang på Niels Bohr Instituttet ved siden af, og vi plejede at beskæftige vores fantasi med al den blod, der blev drukket til festerne derinde. Af store, ædelstensbesatte pokaler, naturligvis, som gik på omgang mellem alvorlige, pingvinklædte herrer med høje silkehatte.
Jeg er åbenbart ikke den eneste, der er til fals for lidt ædelstensbelagt mystik. Dagen forinden fandtes en helsides artikel i Berlingske med et gravalvorligt interview med “formanden for bestyrelsen af Broder Gave” en Count Lord Eric Bernadotte of Markheim. Greven havde også formået at suse direkte ned ad Informationshovedvejen til et indslag på TV Lorry fredag aften.
Hvis ikke jeg havde læst så mange Anders And blade, ville jeg næsten troet det.
Nede i det såkaldte “Frimurer Showroom” mødes vi af en sært hændervridende herre med en cirkusagtig, græsgrøn satinskjorte – og en teint og frisure som Frankensteins monster. Jeg skæver ind i baglokalet for at se, om jeg kan få øje på en kiste med sand.
Rundt om greven står en gruppe og diskuterer prisen på et ur. Greven forlanger 23.000 kroner efter en lang og snørklet omvej over nogle amerikanske dollars og en tvivlsom omregningsfaktor. Endnu mens jeg står i butikken, er der en fyr, der køber et ur til 7.500 kroner. Han kan desværre ikke få et ægthedscertifikat, da grevens kvindelige medhjælper er kommet til at give det med i posen hos nogle tidligere kunder. På døren hænger et skilt: “Beklager åbner vi kl 15:00. Begrunder af sygdom.”
Det hele oser af svindel. BT kunne søndag fortælle, at “greven” hedder Erik Vestbo og er dømt for bedrageri. Historien er rimelig kulørt og involverer nogle rockere og en hjælper fra Kirkens Genbrug! Men imellemtiden har greven fået sit gratis reklameindslag i Lorry og Berlingske, og har over weekenden fået tyndet ud i ure, “rigtige fine sværd” og plastikkranier. Dén pressemeddelelse gad jeg nu godt at have set. Der må være basis for et job i PR-branchen, når lageret i Østbanegade er tømt.