Magi under Kgs. Nytorv
Af Mathilde Walter Clark
Alt for Damerne /2007
Min ven Svend fortalte mig forleden om noget, han havde set i fjernsynet. Det var vist avisen.dk, der havde lavet et eksperiment. Eksperimentet gik i al sin enkelhed ud på, at man i myldretiden på Metrostationen under Kgs. Nytorv havde placeret én af de mest beundrede klassiske musikere, vi kan støve op herhjemme, nemlig cellisten Morten Zeuthen.
Jeg har det jo kun i min vens version, men han gjorde virkelig meget ud af at fortælle om Morten Zeuthens instrument, celloen, som var blevet bygget af en meget fin og berømt cellobygger for over tohundrede år siden. Morten Zeuthen er selv én af verdens bedste cellister. Musikken, han var blevet sat til at spille dér i myldretiden, var af Bach. Og Bach er, ja, Bach. Tilsammen noget af det musikalsk set mest forfinede, man kan forestille sig.
Var der så nogen, der opdagede det på Metrostationen? Nej. Pointen med hele indslaget var naturligvis, at det gjorde folk ikke. Flere tusinde mennesker gik forbi i løbet af den time. Ud af dem var der en lille håndfuld, der standsede op.
Bagefter havde Peter Bastian været i studiet, og i følge min ven havde han forklaret det ved, at folk ikke gør sig tilgængelige for livet. Den kunne jeg virkelig godt lide, den sætning: “at gøre sig tilgængelig for livet”, og jeg har gået og tænkt på det lige siden.
Personligt elsker jeg cello. Jeg elsker også Bach og Morten Zeuthens behandling af begge dele. Hans indspilning af cellosuiterne er den cd, som jeg ville tage med ud på en øde ø, hvis jeg kun måtte tage én enkelt med. Men ville jeg have standset op på metroen? Det håber jeg virkelig. Men jeg er på en eller anden måde glad for, at jeg ikke gik forbi den dag.
Spørgsmålet er, om lyden overhovedet ville få lov til at komme ind i mine ører. I mit hovede er nemlig alle mulige forbehold, der handler om, at hvis omstændighederne ellers havde været i orden, ville jeg selvfølgelig standse op. Jeg skulle f.eks. ikke have travlt eller være for sent på den. Eller være gnaven (jo, jo det sker skam!). Eller have været alt for træt. Eller våd. Eller have noget tungt og spøjst formet baggage at slæbe på. Eller bare være generelt zombieagtig.
Jeg tror, at mange af de mennesker, der gik forbi Morten Zeuthen uden at stritte med ørerne, sagtens ville kunne høre og få glæde af musikken under andre omstændigheder. Der er bare det, at livet er ret ligegladt med, om det nu lige rammer én i det dér stratosfærisk heldige øjeblik, hvor sol og vind står rigtigt, hvor tankerne ikke er alt for dybe og man har en god hårdag. Det er der alligevel, hele tiden, hvert eneste sekund, også når man er på vej steder hen, og også selvom det foregår på en grå, dansk metrostation. Så man kan lige så godt gøre sig tilgængelig for det.
Nu var der tilfældigvis bare et tv-hold på den dag under Kgs. Nytorv. Men jeg går ud fra, at den slags mirakuløse hændelser sker hele tiden, og at de stædigt forsøger at kile sig ind mellem sprækkerne i vores begrænsede - eller ligefrem indadrettede - opmærksomhed.
Når jeg er ude at rejse, har jeg altid sådan en fornemmelse af, at livet derude står lidt mere på spring og i det hele taget er lidt mere opsøgende end herhjemme. Blot fordi man aldrig før har prøvet at sidde og vente på toget på en indisk togstation, forekommer alt, hvad der sker, at være ren magi. Ham fyren i lændeklædet med bylder over hele kroppen. Den hvide ko, der spadserer lige forbi én. Den midaldrende kvinde, der sætter sig på hug lige foran én og giver sig til at tisse, for derefter at dappe med sine bare fødder lige gennem søen og sætte fodspor over perronen. Elekticiteten, der pludselig går. Men for inderne der står og venter på toget, er det bare endnu en dag på togstationen. Sådan er det åbenbart også under Kgs. Nytorv.