Mænds uransagelige urinveje
Af Mathilde Walter Clark
Alt for Damerne 42/ 2006
En aften her i sensommeren var min kæreste og jeg vidner til et ret så bizart optrin. Vi havde været til en eller anden form for festivitas, og ville lige fordøje aftenens begivenhed nede på den lokale café, før vi gik til sengs. Vi havde sat os godt tilrette ude på fortorvet med et glas hvidvin og en cola, da en fyr på det modsatte gadehjørne stiller sig op og pisser i rendestenen lige ude foran den konkurrerende café. I sig selv er der ikke noget mærkeligt i det, omend måske ikke så propert. Nej, det var først, da en anden fyr stiller sig op ved siden af ham og med umaskeret begejstring råber: “Hold kæft, hvor har du en stor pik!” at vi for alvor tog notits af optrinnet. Fyren pissede videre – ikke helt uanfægtet; jeg syntes at bemærke, der var kommet lidt mere stolthed i strålen. “Jeg vidste slet ikke, du havde sådan en stor pik!” hvinede kammeraten, mens han lo en høj og frydefuld latter. Hans kammerat tilkaldte nu nogle flere for at beundre apparatet. “Har I set,” råbte han og pegede med dirrende pegefinger, “SE!” altimens fyren bare pissede videre, dér midt på gaden. De andre flokkedes om ham for at se og nåede lige at give deres besyv med, før den tissetrængende havde forrettet sin nødtørft og pakkede godset sammen.
Det er selvfølgelig gået op for mig et et uendeligt antal gange før, men på det gadehjørne tror jeg måske nok, det for alvor gik op for mig, hvor forskellige mænd og kvinder er. Uanset af disse mænd rimeligvis ikke kan siges at være fuldt repræsentative for deres køn, er det alligevel fuldkommen utænkeligt, at et lignende optrin nogensinde kunne finde sted blandt kvinder. Af et utal af grunde. Den mest åbenbare er selvfølgelig den, at kvinder sjældent stiller sig op (eller sætter sig ned) og lader deres vand midt på gaden. Men det besynderligste for en kvindelig bevidsthed at rumme er alligevel det, der følgende skete. Jeg inviterer hermed alle kvindelige læsere til at forestille sig, at en flok veninder med begejstring beundrer ens kønsdele. Nej, vel? Tilføj så: På en offentlig gade ude foran propfuld café, og vi nærmer os surrealisme.
Når jeg siger dette ligger der ingen værdidomme til grund; jeg tænker ikke, at det er kvinder for gode til, eller at mænd er bedre end kvinder, og vi kan lære et og andet af dem. Jeg tænker bare: Hold fest, hvor er vi forskellige. At være vidne til det optrin var lidt ligesom at kigge igennem én af de løse knaster på Charlottenlund Badeanstalt og skue ind i en helt anden verden.
Min kæreste og jeg kunne ikke undgå at snakke om det. Jeg kom vist til at bemærke, at mystikken for mig allerede begyndte ved det, at mænd uden videre hiver deres kønsdele frem foran vildt fremmede mænd for at lade deres vand. Gå ind på et offentligt herretoilet (køen er altid mindre) og dér står de på rad og række, sommetider i stiveste puds, og tisser ned i samme gryde. Min kæreste havde aldrig tænkt over det før, men kunne lige pludselig godt se, at det for en kvindes perspektiv må synes sært. Han bemærkede, det måske var blevet sådan, fordi mænd står op, når de tisser. Men det kan det umuligt være. Der er intet til hinder for, at man kunne have indført meget lange toiletbrædder, vi kunne sidde på, lidt som når høns sidder på en lang pind og lægger æg. Man kunne for så vidt lave nogenlunde samme gryde-agtige anordning som inde hos herrerne, blot med bræt. Man behøvede såmænd ikke engang at kunne løfte brættet.
Så fra nu af, når nogen på halvfjerdervis vil overbevise mig om, at mænd og kvinder er ens, vil jeg blot spørge, om de har lyst til at tisse i samme gryde.
Og så er jeg er ikke engang nået til det mystiske og fascinerende fænomen ‘skæg’ i mit kig ind gennem nøglehullet.