Lykken ligger i Viborg!
Af Mathilde Walter Clark
Alt for Damerne 23/ 2005
Forleden landede jeg på en anden planet. Helt uforberedt, for jeg havde lige været afsted på et skriveophold på et refugium lidt uden for Viborg - et sted fyldt med magi og eventyr af den slags, som opstår der hvor skov, himmel, sø og hede mødes. Stødte man på et bump i skrivningen, kunne man gå ind i sådan en troldeslugt, som den hed, en kæmpemæssig revne, der havde kilet sig ind i skoven. Her kunne man gå på bunden og tænke eller lade være med tredive meter høje skovsider omkring sig. Stormen havde kastet oldgamle træer ned i slugten, og de lå nu og blev helt grønne af mos.
Mit hus lå helt ud til søen. Der var ingen andre små huse end det. Fra vinduet hvor jeg sad og skrev, kunne jeg se søens skiftende humør mellem et par lange slanke træstammer. Om morgenen stod jeg op og gik ud og huggede brænde uden foran mit hus i pyjamasbukser og gummistøvler. Jeg tør godt hive det store ord op af posen og sige, at jeg var lykkelig, dér i Viborg.
Når man stod ude på højen nede ved ruinen om aftenen, var der ingen andre så langt øjet rakte. Aftendisen lå henover bakkerne og søen kiggede op på himlen på den måde, som søer nu kan gøre det. Det eneste levende i miles omkreds var fuglene og et par ænder, som trak store V’er efter sig i søen. Jeg tænkte meget over, hvordan jeg mon ville have det, hvis jeg var det eneste menneske i verden. Om jeg ville lave det samme og den slags, og tanken var mig på en eller anden måde ikke ubehagelig. Men så kom jeg i tanker om, at jeg manglede tomater.
Normalt når jeg plejer at være uden for byen i lidt fredelige omgivelser, går der ikke ret lang tid før jeg får lyst til atter at indånde lidt frisk bilos og mærke brosten under fødderne. På Nørrebro, hvor jeg bor, er der rigeligt til at få tilfredstillet disse behov. Jeg plejer også at få sådan en trang til at suse rundt i forretninger, fordi jeg ved, at de har det med hele tiden at proppe noget nyt ind i dem. Når man er født i en kvindes nervesystem er det vel et eller andet med, at man godt kan gå hen og blive lidt halvstresset ved tanken om, at man går glip af et par bukser, der passer én, eller noget andet exceptionelt.
Men i Viborg manglede jeg ikke noget. Jeg havde jo mine gummistøvler.
Nu hvor jeg er landet på den anden planet – den der henregner sig under den helt almindelige virkelighed – er det i hvert fald meget nemt at få fat på tomater. Men efter jeg er kommet tilbage, synes jeg bare, der er huse i vejen for mit øje. Jeg har rejst rigtig meget - Afrika og Australien er de eneste kontinenter, jeg mangler - men det eneste, jeg tænker på, er de morgener, hvor jeg vågnede tidligt og trak gardinet ved siden af min seng til side og så ud på morgentågen, der gled hen over søen. Når jeg skriver alt dette i datid er det blot en formssag.
Og så er det, jeg kommer til at tænke på en gammel historie om det med lykken. Menneskene havde lavet en eller anden grum fadæsse, som mennesker nu gør, og guderne var samlet til råd, for at finde ud af, hvordan de skulle straffe dem. De fandt hurtigt ud af, at en passende straf måtte være, at gemme lykken. Men hvor? De diskuterede i dagevis, men havde svært ved at finde et gemmested, som mennesket ikke før eller siden ville opdage. Endelig var der én af guderne – den meste ondsindede og udspekulerede, naturligvis – der sagde, at han havde svaret: Vi gemmer lykken inde i dem selv. Der finder de den aldrig.
Lidt sådan er det. Det føles meget underligt at have rejst kloden tynd, og så at finde lykken lidt uden for Viborg.