Landet af mælk og honing
Af Mathilde Walter Clark
MetroXpress, 10. November 2006
Jeg har lige kørt igennem USA i bil. På et hotel i St. Louis tilbød de continental morgenmad. Så vidt jeg er informeret består en sådan omgang af noget med brød, ost, frugt og måske æg. Men ikke i landet af mælk og honning, åbenbart. Hotellets morgenmad bestod af en serie kager i skrappe farver (især er en næsten flouroiserende lyserød insisterende i min erindring), doughnuts (som er en slags klejneagtig, friturestegt dejmasse) pyntet med alskens glasur, et udvalg af sukrede cerialer såsom Frosted Cornflakes og Rice Krispies spædet op med skumfiduser formet som små biler – også i forskellige skrappe farver. Fortvivlet over at skulle hente dagens vigtigste næring fra denne tivoliforestilling af et farvebombardement spørger jeg damen ved morgenmadsbuffeten, om der dog ikke findes noget brød, som ikke er beklædt med sukker.
Damen synes med hele sin fremtoning at udtrykke et kæmpemæssigt spørgsmålstegn. Dernæst lyser hun op. “Jamen, vi har da muffins!”
Skuffet sætter jeg mig ned ved et bord og drikker en kop såkaldt te, som består af en lille pose med pulver, som man med lystfiskebevægelser dypper i en styroformkop med kogende vand indtil den farver vandet brunt. Imens gør en stime nye gæster sin overvældende entré ved morgenmadsbuffetten.
De voksne består af to alarmerende tykke damer i følgeskab af tre smækfede børn. Da børnene får øje på morgenmaden moser de straks hen og fylder tallerkenerne med kager. Jeg tænker på dengang jeg var barn, og hvor jeg ikke engang måtte spise cornflakes til morgenmad. Min mor sagde, at hun hellere ville fodre mig med pinnocciokugler med mælk end med det stads. Fint, plejede jeg at sige. Jeg synes, det lød som en udemærket ordning. Men jeg så nu aldrig meget til de pinnocciokugler.
Idet de to fede damer maser deres korpus forbi mit bord, siger den ene til den anden: “What’s low calorie here? “ Den anden tænker lidt. “The Rice Krispies,” siger hun så.
I Chicago overhører jeg en oplæsning i en stor boghandel. Adam Gopnik, én af skribenterne fra The New Yorker læser op fra sin essayistiske bog om at flytte tilbage til New York med sin familie efter syv år i Paris. Efter oplæsningen er der én af tilhørerne, der spørger ham, hvad han fandt mest bemærkelsesværdigt ved at se sit gamle land med friske øjne efter at være kommet tilbage. “Sukkeret,” svarer han. “De kommer sukker i alting. Vi forstår slet ikke, hvor meget sukker der er i alting. Vi ved ikke, hvordan ketchup smager i virkeligheden. Vi ved ikke, hvor meget sukker, vi spiser.” Til slut siger han: “Life is so sweet over here.”
Rundt på motorvejene er det i hvertfald ikke til at få en almindelig kop kaffe. Man kan vælge mellem “Engelsk karamel” eller “Fransk vanilje”. Man stiller sit krus nedenunder kaffehanen og ud sprøjter en sød, mælket væske med en meget kunstig smag. Jeg ved stadig ikke, hvad det er lavet af. Jeg tør ikke kende svaret. Jeg har drukket adskillige kopper af stadset, og kan bevidne, at man føler sig meget kemisk indvendig bagefter. I min notesbog skriver jeg ned, at masseødelæggelsesvåben findes på de amerikanske motorveje og eksporteres til resten af verden under navne, vi allesammen kender alt for godt, men som man ikke kan skrive i avisen uden at få et sagsanlæg på halsen.
I Iowa City, hvor jeg igennem de sidste tre måneder har haft base, går de studerende rundt på campus iført klipklapper og shorts i minusgrader. Jeg selv er pakket godt ind i sweatre, frakker og insulerede støvler. Jeg har spurgt én mine stedlige venner, en mexicaner, hvordan de kan gå sådan rundt. De har ikke engang gåsehud. “Det er kemikalierne,” siger han. Kemikalerne i maden.